Uofficiel borgeravis · Aarhus Kommune er myndighedFor fællesrådProdukterPriserTilmeldSeglPagtLog ind
Kommune-avisen · AarhusBonaLimen i lokalsamfundet

For dig der bor i Aarhus Kommune — byråd, udvalg og dit lokale fællesråd.

Tilmeld

Byrådsmøde 3. juni 2026 · punkt 8 · anlæg

Byrådet bevilger anlæg til fem nye botilbud og 14 dagtilbudspladser

69 servicelovsboliger plus 14 dagtilbudspladser — samlede anlægsudgifter omkring 151 mio. kr.

AI-genereret fra offentlig afskrift

Dokumentdato
Sektion
Byråd
Status
Publiceret

Opsummering

Byråd · nyhed og afskrift fra Aarhus Kommunes FirstAgenda-materiale (signeret byrådsdebat + bilag)

KildeFirstAgenda — Aarhus Byråd 3. juni 2026, punkt 8
Signeret afskriftBilag «Byrådsdebat 03.06.2026»
BilagIndstilling, Bilag 1: Bevillingsmæssige konsekvenser (T-25-250-002) (AB-24-253-011), Bilag 2: Nøgletal for enhedspriser 2026, Bilag 3: Udregning af øgede bygningsdriftsudgifter
MetodeOfficiel FA-tekst (ikke Kommune-TV VTT)

Opsummering (neutral)

Byrådet tiltrådte Magistratens indstilling om at opføre fem nye botilbud med i alt 69 boliger og 14 dagtilbudspladser. Boligerne skal imødekomme stigende behov for midlertidige og varige tilbud til voksne borgere med autismespektrum-forstyrrelser, psykiske lidelser og tæt støttebehov, og indgår i kommunens selvforsyningsstrategi på det specialiserede socialområde (mål om 80 % selvforsyning).

Boligerne etableres som servicelovsboliger efter § 107 (midlertidige) og § 108 (længerevarende). Der er lånetilsagn fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet til 60 af boligerne. Teknik og Miljø anmodede om anlægsbevilling på 128,4 mio. kr.; med nedskrivning af indtægtskrav i Aarhus Ejendomme for 23 mio. kr. ender de samlede udgifter på 151,4 mio. kr. Det første botilbud forventes færdigt ultimo 2026, resten i 2. halvår 2027.

Beslutning: Magistratens indstilling tiltrådt. Magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse udarbejder notat.

Beslutning

Tilbagesendes Magistratsafdelingen for Teknik og Miljø og Magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse med bemærkning, at byrådet i sit møde den 3. juni 2026 har vedtaget Magistratens foranstående indstilling af 19. maj 2026. Magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse udarbejder notat.

Uofficiel journalistik baseret på Aarhus Kommunes officielle FirstAgenda-materiale (signeret afskrift + bilag). Erstatter ikke kommunens egne dokumenter — følg kildelinks.

Kilder / læs mere

Afskrift

Borgmesteren

Så går vi til sag nummer 8, som er opførelse af fem nye botilbud og 14 dagtilbudspladser. Først indtegnede er her Matilde Dueholm, Socialdemokratiet. Værsgo.

Matilde Dueholm (S)

Tak for det. Aarhus Kommune skal være en kommune for borgerne. Det lyder jo egentlig ret enkelt, men det er faktisk ikke helt en selvfølge, i hvert fald ikke historisk, at det er sådan på det specialiserede socialområde. For mange borgere har historisk set fået tilbudt et botilbud uden for kommunen. Nu har vi lavet den her 80%-målsætning, at vi skal have 80% af vores borgere i kommunen. Det er rigtig godt. Det er faktisk det, man kalder jysk sund fornuft, for at bruge et af Venstres ordførers gode ord. Med den her indstilling etablerer vi fem nye botilbud og 69 boliger målrettede borgere med autismespektrumforstyrrelser, psykiske lidelser og tæt støttebehov. Tilbuddene er forskellige, fordi borgerne er forskellige. Udover det opretter vi også de her 14 dagtilbudspladser. Noget vi allerede har berørt i dag, det er økonomi, og det er også ekstremt vigtigt i forhold til den her indstilling. Vi er alle sammen meget obs på, at vi skal passe på pengene, vi skal have penge ud af arbejde for borgerne. Her er der ikke så mange muligheder for at gøre noget andet, så derfor mener vi også, at det mest fornuftige, trods dét at der er en massiv budgetoverskridelse på denne her sag, er, at det mest fornuftige er at tiltræde. For alternativet er, at vi skal købe pladserne uden for kommunen, og det bliver i længden dyrere. Så derfor tiltræder vi indstillingen.

Borgmesteren

Så er det Nanna Lippert Troelsen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Nanna Lippert Troelsen (SF)

Ja, vi er grundlæggende meget enige i det, Socialdemokratiets ordfører lige har sagt, og er meget positive i forhold til det her med forsyningspligten, og også, at det går ret hurtigt at få etableret de her botilbud. Vi studsede over, og det er en meget, meget lille ting, det her, men jeg synes lige, det er værd at nævne, at vi studsede over, at man vil omlægge nogle studieboliger til servicelovsboliger. Skejby er et ret attraktivt sted for unge at bo, og vi er ligesom bare nysgerrige på, hvad grunden til den her omlægning er, og om det kommer til at være unge mennesker, der flytter ind, altså unge mennesker med specielle eller særlige behov. Er der en grund til, at man omlægger dem? Er det fordi, de er tomme, eller er de i en stand, hvor de alligevel skal renoveres? Så bare lige sådan, hvis den kommer i udvalg, vil vi gerne har svar på det der, og ellers vil vi gerne have et notat på det, og dermed ikke sagt, at vi ønsker en udvalgsbehandling. Det er bare, hvis den bliver sendt derhen, så er det okay at få svar der, og ellers vil vi gerne have svar i et notat. Så for lige at understrege, vi er ikke imod projektet overhovedet. Vi havde bare nogle små opmærksomhedspunkter. Tak for ordet.

Borgmesteren

Yes, det er noteret. Så er det Jeppe Ulrich Lomholt, Enhedslisten – De Rød-Grønne.

Jeppe Ulrich Lomholt (EL)

Mange tak. Jeg synes, det er et interessant spørgsmål, som ordføreren for Socialistisk Folkeparti lige kommer med. Det glæder jeg mig også til at se svar på. Vi tiltræder også indstillingen. Selve indstillingen er der ikke rigtig noget negativt at sige om, synes jeg. Men man kan måske sige noget lidt beklageligt omkring virkeligheden omkring den indstilling. Dertil vil jeg sige, at vi skal huske på i det her byråd, at det vi opfører her, det er folks hjem. Og hjem, det er fx sådan nogen, der har køkkener. Det er også sådan nogen, man tager væk fra en gang imellem, når man fx tager på ferie. Det er bare et spørgsmål om, om de mennesker, der kommer til at flytte ind i de her boliger, om de kommer til at have et hjem, der er værdigt på samme måde, som mit hjem er, og som de fleste herindes hjem er. Jeg håber, at vi kan gå en fremtid i møde, hvor vi kan rette op på nogle af de ærgerlige nedskæringer, vi har set for vilkårene for dem, der bor på botilbud, og at vi kan tilbyde dem et godt og værdigt hjem, som man kan være glad for at bo i. Som sagt, vi tiltræder indstillingen og er glade for, at vi arbejder effektivt med at få opført de boliger, vi nu mangler.

Borgmesteren

Så er det Mahad Yussuf, Det Radikale Venstre. Værsgo.

Mahad Yussuf (RV)

Ganske kort fra min side også. Vi kan også godt bakke op om indstillingen, som jeg synes er fornuftigt. Det er jo et led i vores målstilling om at være selvforsynende. Jeg har bare et enkelt opmærksomhedspunkt, som der også bliver peget på i det høringssvar, der ligger. Det er, at det er afgørende, at borgernes selvbestemmelse og frie valg fortsat er respekteret. Så med andre ord, så må målet om øget selvforsyning aldrig blive et mål i sig selv, men at man også hele tiden har, at borgerne har den frie mulighed til at kunne vælge, hvor de ønsker at bo henne. Vi kan godt tiltræde indstillingen.

Borgmesteren

Så er det rådmanden for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Louise Svenstrup. Værsgo.

Louise Svenstrup (LA)

Ja tak. Jeg har lyst til at starte med at sige, at jeg personligt er rigtigt glad for, altså mennesket Louise er rigtig glad for, at vi rykker på den her dagsorden nu, og også på den korte bane med etablering af flere boliger til nogle af de mennesker, vi har i vores kommune med størst behov. Det bliver, til ordføreren for Enhedslisten, jo lige præcis til gode, værdige hjem for de grupper af mennesker, vi taler om her. Og vi skal selvfølgelige nok, lige som en bemærkning til SF, sørge for et notat på den del om studieboliger. Det kan jeg ikke på stående fod svare på, men det kan I selvfølgelig få oplyst. Tak.

Borgmesteren

Godt. Og med de faldne bemærkninger, så bliver der produceret et notat, som bliver eftersendt til byrådet og til partierne. Man har selvfølgelig også mulighed for at dykke ned i det i udvalg, såfremt man har lyst til det, selvom sagen nu ikke bliver udvalgsbehandlet. Så i stedet kan vi glæde os over, at vi nu beslutter at opføre fem nye botilbud og 14 dagtilbudspladser. Det er godt for byen, godt for rigtig mange borgere og pårørende.

Åbn i Afskrifter →

Speaker index

TalerRolle
BorgmesterenOrdstyrer
Matilde Dueholm (S)Byrådsmedlem
Nanna Lippert Troelsen (SF)Byrådsmedlem
Jeppe Ulrich Lomholt (EL)Byrådsmedlem
Mahad Yussuf (RV)Byrådsmedlem
Louise Svenstrup (LA)Byrådsmedlem

Note: Talernavne og ordlyd følger FirstAgenda-bilaget Byrådsdebat 03.06.2026 (signeret afskrift). FA bemærker, at der ikke er læst korrektur på dokumentet.

Udgivet efter dokumentets dato: onsdag den 3. juni 2026. Fejl? tbj@bona.city.

← Tilbage til forsiden