Afskrift · By- og Planudvalget den 30. september 2026

Teknik og Miljø indstiller nej til SF-handleplan for grønne facader og tage

På onsdag den 30. september 2026 behandler By- og Planudvalget Teknik og Miljøs indstilling om, at SF’s forslag om en særskilt handleplan for grønne facader og tage ikke tiltrædes — og at kommunen i stedet skal styrke eksisterende redskaber med vejledning og en opdatering af Grøn Norm.

AI-skrevet · beta

← Læs den journalistiske artikel

Afskrift

Kilde: Byrådets debat (Aarhus Kommune) — signeret. Åbn kilden ↗

Borgmesteren · Borgmesteren

Så går vi til sag nummer 5, som er et forslag fra SF om handleplan for grønne facader at tage i Aarhus. Og jeg skal bede rådmanden for Teknik og Miljø om at forelægge sagen, Nicolaj Bang, Det Konservativ Folkeparti. Værsgo.

Nicolaj Bang · KF

Tak for det, og tak til SF for et grundlæggende godt forslag. Det handler nemlig om at gøre vores by grønnere. Det tror jeg, der er god mulighed for, også med idéer som det her. Jeg har selv undersøgt muligheden for grønne facader, og jeg ved, at der sker relativt meget på den teknologiske del der, så der er nogle muligheder, som vi ikke udnytter godt nok i øjeblikket. Når jeg så alligevel ikke helt giver medvind 100%, så er det fordi, at der måske ligger lidt for meget hammer i forslaget i forhold til, hvad jeg godt kunne tænke mig.

Grønne tage og facader giver mange gevinster med biodiversitet, klimatilpasning, det sænker temperaturen og giver simpelthen bedre byklima. Vi arbejder jo allerede målrettet med det via Et Grønnere Aarhus og politik for bykvalitet og arkitektur. Grønne elementer indarbejdes i lokalplaner og byudviklingsprojekter. Vi har en fast standard, som vi kalder grøn norm, der sikrer ikke bare, at vi får noget grønt, men at det også har en høj kvalitet. Der er krav om grønne tage, hvor det giver mening.

Der er mulighed for facadebeklædninger. Der er en lang række forskellige ting, som vi allerede gør. Det er jo alt sammen meget godt. Det kan også blive væsentligt bedre, hvis vi gør det rigtigt. Vi skal sikre, at man altid møder noget grønt på sin vej.

Når man kigger ud ad sit vindue, uanset om man bor med marker, eller inde på 6. etage, skal man kunne se noget grønt. Men jeg mener også, at vi ikke har behov for en handleplan, fordi vi allerede er godt i gang. Det vil være bedre at holde ønsket, ambitionerne og mulighederne inden for de eksisterende planer med nogle tilretninger, end at lave en hel ny. Vi skal passe på i vores iver efter at gøre det rigtige, at vi ikke gør det alt for besværligt. Og det kunne jeg være bekymret for, at vi med den konkrete forslag vil gøre, selvom jeg faktisk bakker helhjertet op om ambitionen.

Der er mange facader i Aarhus, som er skønne og fine at kigge på. Der er også nogen, der vil have stor gavn af at få en grøn facade. Tak for ordet.

Borgmesteren · Borgmesteren

Så er det på vegne af forslagsstiller, Liv Gro Jensen, SF.

Liv Gro Jensen · SF

Ja, tak. Aarhus skal bugne af natur, og vi har i SF længe arbejdet for at skabe en grønnere by. Og her i byrådet har vi faktisk, i hvert fald i vores oplevelse, også haft en fælles ambition om at få naturen til at blive en integreret del af vores by. Også på vores bygninger og bygningers facader og tage. Jeg husker det helt tilbage i 2019, hvor der faktisk var opbakning til et forslag om det her, som vi også havde stillet.

Så byrådet har visioner, men noget gør, at det ikke er blevet til handling. Og det er det, vi i SF ønsker at sikre med det her forslag, at vi langt om længe går fra ord til handling. Vi foreslår jo derfor, at vi udarbejder en ambitiøs handleplan for de her grønne facader og tage. En plan, der for alvor sikrer, at vi får integreret naturen i vores byrum, sikrer, at Aarhus bugner af natur også på vores bygninger. Og de positive effekter, de er mange.

Først og fremmest handler det om biodiversitet. Grønne tage og facader, kan forvandle golde flader til levende levesteder for insekter, sommerfugle og vores fugle. Og de er en afgørende brik i kampen mod tab af arter i vores by. Det kan også handle om klimatilpasning. Grønne tage kan fungere som naturlige svampe, der opsuger regnvand og mindsker risikoen for oversvømmelser ved skybrud.

På varme dage kan de også være med til at køle byen ned. Det her forslag er et opråb om at flytte os fra løse intentioner, som vi har set flertallet for det, men til en konkret, handlingsorienteret plan. Vi har brug for mere end blot en hensigtserklæring. Vi har brug for den her plan, som indeholder konkrete, målbare og tidsbestemte mål. Og den skal også beskrive de her indsatser, der skal sikre, at vi når målene, f.eks. gennem særlige incitamenter til borgere og virksomheder, til krav på lokalplaner og oprettelse af pilotprojekter.

Vi mener, at en handleplan, som den har ved siden, er et signal om, at Aarhus tager naturens trivsel alvorligt, også herinde i midtbyen. Det er en investering i en sundere og mere modstandsdygtig by. Så lad os få taget næste skridt sammen og få lavet en by, hvor naturen er en fast del af vores hverdag.

Borgmesteren · Borgmesteren

Så er det Jesper Kjeldsen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Jesper Kjeldsen · S

Tak for det, og tak for forslaget fra SF. I Socialdemokratiet kan vi rigtig godt lide grønne tage og grønne facader. Vi kan også godt bakke op omkring, at man skal gøre mere på det her område. Men vi synes også, at vi har mange værktøjer og mange planer i gang. Og vi er lidt på samme niveau, som rådmanden også præsenterer omkring, men er der måske ikke noget af det, vi allerede gør, hvor vi kan få den her ambition lidt bedre ind i?

Jeg vil gerne dele med det øvrige byråd, at vi i Teknisk Udvalg i forgårs havde en rigtig interessant temadrøftelse omkring en ny træstrategi for Aarhus Kommune. En træstrategi, hvor man bl.a. arbejder med nogle af de elementer, eller kan arbejde med nogle af de elementer, som Alternativet og Thure Hastrup også fremfører i deres ændringsforslag. Vi synes, at både ændringsforslaget og forslaget fra SF fortjener en magistratsbehandling, hvor vi gerne vil blive klogere på, hvordan man kan arbejde med nogle af de her ting ind i noget af det, vi har. Vi vil gerne løfte ambitionsniveauet, men vi vil også måske ændre en lille smule positionen, hvad vi har gjort tidligere i forhold til det her med 10.000 bytræer. Vi vil gerne have 10.000 bytræer i princippet, men vi vil egentlig langt hellere have kvalitet og multifunktionalitet i de bytræer, vi planter.

Store kroner frem for små vejtræer ude et eller andet sted, hvor det er, at trafikken måske kører dem i smadder på kort tid. Så for os i Socialdemokratiet handler det om at få så meget kvalitet ind, så meget grønt ind som overhovedet muligt. Og det var i hvert fald en øjenåbner for mig selv i forbindelse med den workshop, vi havde i Teknisk Udvalg her. Så vi sender det her til magistratsbehandlingen med de bemærkninger, som vi har været inde på. Men tak til SF for ambitionen.

Borgmesteren · Borgmesteren

Så er det Gert Bjerregaard, Venstre.

Gert Bjerregaard · V

Ja tak, og jeg følger i koret af både rådmanden og Socialdemokratiet. Men jeg vil godt starte med at også tildele SF nogle roser for forslaget. Der er ingen tvivl om, at den her byrådsperiode har vi for alvor flyttet os i Aarhus, når vi taler om det grønne. Vi er simpelthen alle sammen blevet grønnere. Og det kan man jo så se på nogen af os, og der hentyder jeg til mine bukser.

Og så er der jo også nogle praktiske ting, der er sket. Hvis man kigger ind i en lokalplan, vi besluttede tilbage i starten af byrådsperioden, og kigger på de lokalplaner, vi afslutter i den her byrådsperiode, så ser vi tydelige aftryk. Det er jo ikke fordi, at SF alene eller andre partier har gået solo på det her. Det er jo fordi, byrådet har flyttet sig samlet. Jeg medgiver, at SF er med til at sætte en dagsorden, hvor vi hele tiden bliver udfordret.

Jeg er enig med rådmanden i, at vi skal passe på i vores iver for at lave de her gode resultater, der giver livskvalitet for borgerne, at vi ikke spænder ben for os selv. Og det er også min bekymring med forslaget her. Vi har jo allerede nogle rigtig fine værktøjer, at vi anvender og prøver at implementere. Når vi har en sag sendt til Teknisk Udvalg, så er der næsten ikke en gang, den slipper derfra, uden vi har spurgt om, kan vi ikke gøre det her lidt bedre? Om det er kantzoner, om det er taget eller begrønningen op ad vægen.

Ja, der tror jeg, vi langt hen ad vejen er enige, og den bevægelse har helt sikkert også sat sig i udviklerne. Men vi støtter den her magistratsbehandling, og så lad os se, hvad vi kan få tilbage. Men vi skal også holde balancen, og det synes vi, at vi gør ved at sige, at vi fortsætter med det tryk, vi allerede har lagt på, og det tror vi nok er lige nu og her.

Borgmesteren · Borgmesteren

Så er det Solveig Munk, Enhedslisten – De Rød-Grønne.

Solveig Munk · EL

På sidste møde i Teknisk Udvalg, der havde vi, som Jesper Kjeldsen nævnte, en workshop arrangeret af engagerede og kompetente medarbejdere fra afdeling Byliv. Og vi blev alle sammen klogere. Workshoppen handlede om træer, om vi skal have en ny træstrategi, og den sag lander på byrådets bord senere. Vi blev sat til at tage stilling til nogle dilemmaer, alt sammen om de mange hensyn, der skal tages ved både såvel bevaring af eksisterende træer, som plantning af nye. Begge dele er nødvendige.

Vi fik introduceret et nyt begreb, for mig et nyt begreb, kronedækning. Skulle vi hellere gå over til en træstrategi for kronedækningen, frem for nuværende mål om at plante 10.000 træer, som vi jo snart har nået? Der er plantet 8.000, siden borgmesteren fremsatte det løfte om de 10.000 træer. Og hvad er så kronedækning for noget, og hvorfor nævner jeg det her under forslaget om grønne facader og tage? Kronedækning er et mål for, hvor stor en del af byen, der er dækket af trækroner.

Og vi er bagud, kære venner. I Berlin er kronedækningen 44%, i København er den 18% og i Aarhus 15%. Så vi må se at komme i gang med en strategi og en handling for både at bevare og plante nyt. For nytteværdien af træer i byen er stor. Der blev jo nævnt de samme som i SF’s forslag, biodiversitet, CO2-optag, men også skygge, køling, stigning i huspriser, vandoptag, øget omsætning i caféerne, luftforurening, mental sundhed.

Ingen kan være i tvivl om, at træer må vi have efter den workshop. De træer kan ikke gro på facader, men de kan da på hustage, og de kan da også på altanerne, hvis det skulle være. Så en handlingsplan for grønt på tage kunne passende indgå i en træstrategi. På facader er det ikke så enkelt at begrønne og flere hensyn at tage end på jord. Men nu siges det, at der i Holland er opfundet en grøn mursten, altså en materiale til at bygge med, hvor mos og andet organisk kan vokse.

Så kan det være, at vi kan få mosfacader. Vi støtter en handlingsplan, som foreslår, men foreslår også, at vi allerede nu indfører, at der i alle lokalplansforslag indgår redegørelser for hvorledes, der kan begrønnes på facader, tage, hvordan træer kan bevares og flere plantes. Gerne et barometer over bidrag til kronedækningen i projektet. Skærpet opmærksomhed på det grønne som værdi koster jo ikke noget. Som for bygninger, ser vi gerne indført et princip for træer og såmænd også andet grønt.

Og det er et princip, der hedder ”bevar eller forklar”. Og det er ud fra, at det er vigtigt at bevare gamle træer af hensyn til de ting, jeg nævnte før. Og vi støtter forslaget fra Alternativet og ser frem til magistratsbehandlingen.

Borgmesteren · Borgmesteren

Så er det Metin Lindved Aydin, Det Radikale Venstre

Metin Lindved Aydin · RV

Der er blevet sagt mange gode ting fra byrådskollegaerne her i salen, men på borgmesterens opfordring, ganske kort herfra, det her er et godt forslag. Det kunne være skrevet af Radikale Venstre. Vi tilslutter os.

Borgmesteren · Borgmesteren

Så er det Henrik Arens, Liberal Alliance. Værsgo.

Henrik Arens · LA

Jeg vil gøre det kort. Intentionen bagved er sådan set fint. Jeg kan også godt lide, at der kom noget grønt, noget mere grønt på noget af det, der er blevet bygget. I særdeleshed, det hvad det forrige byråd har vedtaget, hvor der er stort set alt det, der er blevet bygget i Aarhus de sidste 5-10 år, det er alt sammen flat tag. Der kunne man måske godt have insisteret, at der var noget grønt oppe på dem.

Facade, der kunne jeg da også drømme om, at prismet for eksempel blev dækket lidt til. Det er ved gud ikke et pænt byggeri. Og så vidt jeg kan forstå på nogle af naboerne, har det faktisk også været på tale. Jeg tror, at indtil udviklerne fandt ud af, hvad det kostede, så røg det. Og det er også en af argumenterne for, hvorfor vi i Liberal Alliance ikke støtter en eller anden overordnet plan over, at sådan skal det bare være.

Sådan en løsning hvor ”it fit’s everything” og i alle lokalplaner. Fordi som andre ordførere allerede har været inde på, så er vi gudskelov et byråd, og vi er nogle, der har fået trukket nogle af de større partier lidt mere over, at vi skal tænke lidt på, hvordan vi udvikler vores by. Og derfor kommer det ned til at afgøre, hvordan der ser ud i lokalområdet. Og hver gang vi stiller et krav, så gør det et byggeri dyre. Det bestemmer, hvem der skal bo i området, eller der skal gå på kompromis med nogle andre ting.

Jeg vægter også æstetikken og den arkitektur, der bliver bygget i området meget, også i forhold til, hvor meget grønt der skal være og lignende. Så i min verden, så kommer der ned til de enkelte lokalplaner i forhold til alle de værktøjer, men det er selvfølgelig et værktøj, vi skal have i kassen til at sige, her vil det passe ind med en grøn facade eller grønt på taget og sådan noget. Men at lave en eller anden standardløsning, det er vi ikke med på.

Borgmesteren · Borgmesteren

Sådan er Jakob Søgaard Clausen, Danmarksdemokraterne.

Jakob Søgaard Clausen · DD

Også tak til SF for forslaget herfra. Da jeg læste det, der blev jeg selvfølgelig også nysgerrig på det her forslag, som Alternativet og Venstre stillede tilbage i 2019. Jeg var også inde at tjekke op på det. Der besluttede byrådet egentlig også, at det var en ambition, man ville arbejde videre med. Derfor undrede jeg mig også, at rådmanden i talepapiret fra forvaltningen ikke får det med, at man har sat et arbejde i gang, og hvorfor man ikke er lykkedes med det.

Jeg tænker, at i den videre behandling kunne det være rart at se, hvad er der egentlig kom ud af den politiske beslutning, man tog i 2019, så vi ikke bare ender med at køre i samme spor her. Men vi deler egentlig også ambitionen om at udnytte vores tagflader noget mere. Vi har selv en opmærksomhed på, at vi vil sådan set gerne have flere solceller oppe på tagfladerne, i stedet for at de skal være ude i vores naturskønne områder. Vores kommune har i dag under 1 procent af vores kommunens egen etage, som har solceller på. Når kommunens klimaplan er fuldt indfaset, så er vi oppe på 1,5 procent, eller noget af den stil, hvor der er solceller på.

Så det kan vi godt gøre bedre. Måske man skal også se ind i at se, at vi bare ikke skal have almindelige tagflader som udgangspunkt, men at der enten er solceller, grønne tage eller opholdsarealer som udgangspunkt, og så få det fordelt ud, når man laver lokalplaner og andre ting. Men vi kan også bakke op om at arbejde videre med det.

Borgmesteren · Borgmesteren

Så er det Thure Hastrup, Alternativet.

Thure Hastrup · AL

Ja, jeg synes, det er fantastisk med et byråd, der laver samskabelse på forslaget her. Fordi jeg synes, der er så mange gode forslag, der... Altså tak til SF for at tage det her op. Men nu kommer det til en magistratsbehandling, og der kommer input til det. Og jeg er meget glad for opbakningen til det, vi selv har lagt frem som ændringsforslag, der er et supplement.

Altså det, vi mener, at man kunne kigge på, kunne vi i kommuneplanen indarbejde det her koncept, ”3 + 30 + 300”? Det er forklaret i ændringsforslaget. Og så er vi jo helt på linje med Danmarksdemokraterne i forhold til det her med solceller på taget eller grønt. Altså det må ligesom være det, vi arbejder hen imod. Der skal være solceller på taget eller facaden, eller også så skal det være grønt.

Og der får vi jo rent faktisk i øjeblikket, har vi fået en lille mulighed ekstra fra SVM-regeringen. De giver kun i dråbevis, når det gælder grøn omstilling, men man har fået mulighed for at kræve etablering af solceller på større tagflader. Måske. Det har jeg gjort Teknik og Miljørådmanden opmærksom på, så det forventer jeg egentlig, at vi også rykker på i Aarhus. Men jeg synes, for at gøre det kort, det er jo så lækkert, at der bliver en magistratsbehandling, og at vi får et samlet forslag ind på den måde.

Borgmesteren · Borgmesteren

Tak for det. Og med de faldende bemærkninger bliver både forslaget fra SF og ændringsforslaget fra Alternativet sendt til magistratsbehandling, og så ser vi et svar på det. Sag 23 – Svar på forslag fra SF om handleplan for grønne facader og tage i Aarhus

Borgmesteren · Borgmesteren

Så går vi til sag nummer 23, som er et svar på et forslag fra SF om handleplan for grønne facader og tage i Aarhus. Og første indtegnede er her Jesper Kjeldsen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Jesper Kjeldsen · S

Er der hul igennem? Det var det der. Tak for det, og tak for indstillingen. Vi skal gøre det helt kort. Vi talte positivt omkring det, men vi mener også, at det skal ses i en større samling, så derfor kan vi støtte den indstilling, der ligger her i dag.

Tak.

Borgmesteren · Borgmesteren

Så er det Bünyamin Simsek, Det Konservative Folkeparti. Bünyamin Simsek (KF): Ja tak. Ikke overraskende støtter vi op omkring indstillingen, og det gør vi blandt andet med den her uddybende kommentar, at det giver rigtig god mening at se det som supplement til arkitekturpolitikken i forhold til den proces, vi befinder os i omkring kommuneplanen 2025. Grønne tage er et rigtig godt greb at anvende, og det er også nogle af de argumenter, der er i selve forslaget, som oprindeligt er fremsat. Man skal bare huske på, at nogle gange de intentioner, man har omkring grønne tage, de bliver ikke til virkelighed.

For eksempel når en boligforening skal bygge på et dyrt areal, der hedder Aarhus Ø. Hvis man går op på Lighthouse og kigger ned, så vil man se, at Lighthouse, der har der været krav om af byrådet, at det skulle være grønne tage, og det er etableret. Og derfor er det der med at vedligeholde det eksisterende, altså det man har etableret af grønne tage, det er jo også utrolig vigtigt, at der sker noget, fordi ellers kommer det ikke til at se særlig kønt ud særlig længe, og så får det slet ikke den der funktion i forhold til at optage regnvand, og også det æstetiske. Men man vil også se, at Brabrand Boligforenings ejendom på Aarhus Ø ved Lighthouse, den har et grønt tag. Det er bare malet med maling, fordi der i rammebeløbet ikke var råd til at efterleve det her krav, og så har man lavet en kompromisløsning på at levere på den her løsning.

Så det betyder også noget, når man fx bygger almene boliger, at det gør det bare dyre at etablere en løsning, som man skal være bevidst om, man ikke altid kan komme i mål med. Så det er ikke alle steder, man bare kan trække det her gode initiativ ned. Så jeg er glad for, at Socialdemokratiet også ser det i den sammenhæng, som forslaget egentligt ligger op til indstillingen fra Magistratsafdelingen, at man ser det i en helhed.

Borgmesteren · Borgmesteren

Så er det Liv Gro Jensen, SF.

Liv Gro Jensen · SF

Jeg ved ikke, om Bünyamin Simsek kan huske det, men jeg tror, det var i 2018 eller 2019, at Bünyamin Simsek og mig stillede et forslag om grønne facader og tage, og det er dæleme ikke mange, jeg ser af det i Aarhus. Og den her indstilling, den siger så, det har vi faktisk styr på. Det synes jeg er ret imponerende, taget i betragtning af hvor få begrønninger vi ser af hverken tage eller facader her i Aarhus. Så det er mere eller mindre ved status quo, som den her indstilling så bare bakker op om. Jeg synes, vi skal have den i udvalgsbehandling, til en udvalgsbehandling, for at få uddybet, hvordan et materiale med inspiration og råd kan gøre en specifik forskel på det her område.

Det har jeg svært ved at lige se ske, men det må vi se i udvalgsbehandlingen.

Borgmesteren · Borgmesteren

Så er det Gert Bjerregaard, Venstre.

Gert Bjerregaard · V

Eftersom sagen er sendt til udvalg, så tager vi en runde der. Vi ønsker også mere grønt, ikke bare på tagene, men også i vores kantzoner og tæt op af byggerier. Gerne også der, hvor det giver mening på bygningerne.

Borgmesteren · Borgmesteren

Så er det Metin Lindved Aydin, Det Radikale Venstre.

Metin Lindved Aydin · RV

Selvom vi mennesker har skabt afstand mellem os selv og det grønne, så er mennesket et barn af naturen, og det er der, vi kommer fra, og det er derfor, vi længes efter det grønne. Det er derfor, vi smykker vores hjem med planter, og det er derfor, vi holder have. Og det er super, super ærgerligt, at det pågældende tag nede på Aarhus Ø, de her 850 kvadratmeter tag, bare er blevet malet. Men det koster altså 425.000 kr. plus moms, så det er derfor, og det er en udfordring for almene boliger. I Radikale Venstre, der mener vi, at der er et behov for, at vi er langt mere ambitiøse.

Og nu hvor det ser ud til, at der ikke er helt så klart og entydigt et flertal for forslaget, så tager vi det til efterretning. Men vi håber på, at det kommende byråd, som vil mere, som tør sætte naturen og det grønne højere på dagsordenen, de arbejder med det. Vi tiltræder ikke indstillingen.

Borgmesteren · Borgmesteren

Så er det Solveig Munk, Velfærdslisten de Rød-Grønne.

Solveig Munk · VL

Ja, vi havde heller ikke tænkt os at tiltræde indstillingen, men henholder os til SF's oprindelige forslag, og man kan læse den motivation, vi har for det i referat fra byrådsmødet sidst. Vi vil lige gentage efterlysningen af forslag til træstrategi. Vi gentager også forslaget om tilføjelse til SF's forslag til handleplan, nemlig at der i alle lokalplansforslag indgår redegørelser for, hvorledes der kan begrønnes på facader, tage, hvordan træer kan bevares og flere plantes. Gerne bilagt et barometer over bidrag til kronedækningen i projektet. Skærpet opmærksomhed på det grønne som værdi koster jo ikke noget.

Som for bygninger ser vi gerne princippet ”bevar eller forklar”, indført for træer og såmænd også andet grønt. De her forslag har ikke været givet opmærksomhed i magistratsbehandlingen, og nu vil vi rigtig gerne støtte SF's forslag om en udvalgsbehandling i Teknisk Udvalg, og så vil vi gerne have de her spørgsmål med i den udvalgsbehandling.

Borgmesteren · Borgmesteren

Så er det Jakob Søgaard Clausen, Danmarksdemokraterne.

Jakob Søgaard Clausen · DD

Vi synes egentlig også, at det har været et fint forslag fra SF, og også lidt loren ved den her indstilling fra rådmanden. Som jeg også sagde, da vi behandlede sagen første gang, så blev der forslaget noget lignende tilbage i 2019, hvor byrådet jo egentlig også vedtog, at man skulle arbejde med det her. Og så står der så, at der egentlig er mange initiativer, der understøtter, men det kunne være rart egentlig at vide om, kan man pege på 3-4 projekter i Aarhus Kommune, hvor vi virkelig kan se grønne tage og grønne facader, som udløber af, at byrådet vedtog det i 2019? Det her er måske lidt svært ved at se. Så det kunne jeg godt tænke mig i udvalgsbehandlingen, at vi prøver at få nogle konkrete eksempler på, hvordan man har arbejdet med det her.

Så hvis vi skal være betrygget i, at en pjece kan gøre en forskel, så skal vi i hvert fald kunne se, at man er godt i gang med det.

Borgmesteren · Borgmesteren

Så er det Bünyamin Simsek, Det Konservative Folkeparti. Bünyamin Simsek (KF): Det er næsten overbevist om, at rådmanden godt kan i forbindelse med Teknisk Udvalgsbehandlingen. Men det, der får mig til at tage ordet, det er jo det forslag, Liv Gro og jeg fremsendte i 2019, som blev vedtaget. Men man skal også huske på, at i mellemtiden så blev der også vedtaget en ny arkitekturpolitik, der bl.a. siger, at når man bygger i Aarhus City, særligt omkring karréer og andre nabobygninger, hvor der ikke er flade tage, men der er en tagryg og et tag, der er udformet på en anden måde, så skal man ikke lave flade tage. Det vil sige, at de byggerier, der er kommet særligt i huludfyldninger, som man bruger som begreb, der har det ikke været flade tage, der har været anvendt på grund af arkitekturpolitikken i det indre Aarhus C.

Selvfølgelig i oplandsbyerne og andre steder, der er bygget boliger med flade tage, og der kan man se, om man har anvendt det her greb. Jeg har i hvert fald set det mange steder, og det tror jeg også, at rådmanden kan påbevise i sin udvalgsbehandling.

Borgmesteren · Borgmesteren

Godt, og med de faldne bemærkninger, så er sagen sendt til behandling i Teknisk Udvalg.

← Tilbage til artiklen