16 budgetforslag om AI, skat og tryghed sendes til Magistratens 1. tekniske behandling

Borgmesteren · Borgmesteren

Og vi går i gang med sag nummer 2 til 8, som er Udkast - Forslag til budget 2027-2030. Budgetforslag behandles ligeledes heri, og det er undertegnede, der har æren af lige at sige lidt indledningsvist. Budgettet er ikke bare årets mest spændende sag, det er også, i min optik, årets vigtigste, for det handler om vores fælles penge og vores aarhusianeres hverdag de kommende år. Og heldigvis står vi fortsat et, på mange måder, godt sted i Aarhus. Flere og flere vælger byen til.

Aarhus er et godt sted at bo. Det er et godt sted at leve. Det er et godt sted at arbejde. Det er et godt sted at drive virksomhed. Og vi har en stærk økonomi og et godt udgangspunkt for at investere i vores by og vores velfærd.

I samme åndedrag er jeg også nødt til at sige, men der er desværre ikke er frit slag. Vores økonomi er også under pres, fordi der er lagt låg på, hvor meget kommunerne samlet set må bruge og forbruge. Vi kan ikke gøre alting på én gang, og vi skal bruge pengene klogt. For partierne her i salen betyder det, at hvis man vil en hel masse, så skal man også pege på både, hvor pengene og servicerammen skal komme fra. For vi står også med en række udfordringer.

Jeg vil ikke nævne dem alle her i dag, men alligevel nævne, at vi er særligt udfordret på socialområdet, hvor udgifterne vokser markant i Aarhus, men sådan set i hele kongeriget. I budgetforslaget ligger der derfor også en solidarisk prioritering med en socialprocent i 2027, så vi kan holde hånden under nogle af de aarhusianere, der har allermest brug for fællesskabets hjælp. Samlet har vi 197 millioner kroner mere om året til drift i de kommende fire år og på den anden side af 800 millioner kroner til anlæg. Det er råderummet, så der er bestemt noget at glæde sig over. Men vi skal også tænke længere frem, for vi skal ikke kun finde flere penge til velfærd.

Vi skal også finde nye måder at skabe mere velfærd for pengene. Og derfor ligger der i budgetforslaget også et nyt velfærdsbidrag fra 2028. Hvis vi kan gøre tingene smartere gennem nye arbejdsgange, mindre administration eller ny teknologi, så skal gevinsten bruges til mere borgernær velfærd. At prioritere og omprioritere det er aldrig let, men jeg tilhører ikke den skare, som siger, at katastrofen er nær, og at alting er ved at ramle. For læg mærke til, at budgetforslaget, udover det førnævnte råderum, også indeholder et velfærdsløft på omkring 2 milliarder over perioden som følge af vores budgetmodeller.

Selvfølgelig fordi vi bliver flere aarhusianere, men derudover også lige knap en halv milliard til flere pædagoger og lavere forældrebetaling i dagtilbud som følge af nationale aftaler. Det er forudsætninger og økonomi, som ikke er givet i alle dele af landet. Så selvom der er svære valg, så har vi på den ene side en sund økonomi, og så står vi selvsagt også i en situation, hvor vi ikke kan indfri alle ønsker på én gang. For i år har byrådets partier fremsat 155 budgetforslag, og derfor er det nu op til partierne at forhandle et forlig på plads. Det kommer til at kræve svære valg og vilje til at prioritere, og det er jo det, som politik dybest set handler om: at vælge og, i min optik, også at kunne indgå kompromisser.

Med et ønske om konstruktive forhandlinger overgiver jeg til byrådets behandling, hvor de respektive ordførere vil fremlægge deres og partiernes respektive politiske prioriteringer. Først indtegnede er Anna Thusgård, Socialdemokratiet. Værsgo. Anna Thusgård (S) Tak skal du have. I løbet af de sidste lidt mere end otte måneder, har jeg jo haft den store fornøjelse at arbejde sammen med alle jer, der sidder her i salen.

Nogen er jeg mere enig med end andre. I den samme periode har jeg set min indbakke flyde over af aarhusianere i forskellige sammenhænge og med forskellige dagsordener. Nogen er jeg mere enig med end andre. Gennem møder såvel planlagte som tilfældigt på gaden, så taler vi hver dag med borgere, der har et ønske om forandring. Fælles for jer her i salen, jeres bagland og de aarhusianere, vi møder i indbakken eller i virkeligheden, ja, så er det det, vi har til fælles: et grundlæggende engagement for den kommune, vi lever i.

De løbende samtaler om vores standpunkter kulminerer hvert eneste år, når vi skal forhandle kommunens budget. Uanset vores enighed eller uenigheder så synliggør de løbende samtaler kommunens udviklingspotentialer, sætter lys på de steder, hvor der fortsat er plads til forbedring. Om vi nogensinde kommer til at lykkes at lande et sted, hvor der ikke længere er forbedringspotentiale, det kan jeg have mine tvivl om, særligt vores uenigheder taget i betragtning. Men når det kommer her til budgettet, så står vi selvfølgelig også på hver vores idé om, hvordan vi skaber den bedste kommune. Det afspejles i de mange budgetforslag, der er fremsendt.

Nogle er jeg mere enig med end andre, men på vegne af Socialdemokratiet vil jeg gerne sige tak til mine politiske kollegaer her i salen, som også i denne omgang har demonstreret et stykke ærligt og velment arbejde for vores kommune. Ligesom så mange andre, så elsker jeg min hjemby. Jeg er ikke meget for at dele den historie her i salen, men for snart 10 år siden tog jeg en beslutning og helt frivilligt forlod jeg vores kommune til fordel for vores lands hovedstad. Da jeg flyttede, sagde jeg: Jeg ved, at jeg vil blive gammel i Aarhus, men der er vel ikke nogen skade sket i at se det, man vælger fra. Jeg var glad for at bo i København, men jeg var aldrig i tvivl om, hvor jeg hørte til.

Vi taler om Aarhus som verdens mindste storby, måske mere rammende verdens største landsby, og jeg oplever hver eneste dag, at vi her i kommunen er bundet sammen i et fællesskab. Det er ret unikt, taget vores størrelse i betragtning, og det er det fællesskab, Socialdemokratiet i årets budgetforhandlinger gerne vil investere i. Når vi skal komme rundt i vores ikke så store kommune, ja, så sættes landsbysammenhængen på prøve, og den prøve er som bekendt genstand for tilbagevendende diskussioner her i salen. Socialdemokratiet vil gerne investere i den kollektive transport. At vælge det fælles skal være et attraktivt alternativ til solorytteriet.

Lykkes vi med at flytte flere over i den kollektive transport, ja, så får vi en grønnere kommune med mindre trængsel og en renere luft. Når vi ønsker at sænke billetpriserne og sikre et højt og effektivt frekvensniveau, ja, så handler det om at styrke det, vi har fælles. Man siger, at fællesskab bør måles på, hvordan det tager sig af de svageste. Jeg ved, at det er et udtryk, der har mange år på bagen og er publiceret i mange sammenhænge. Selv husker jeg det, som om jeg har lært det fra Dumbledore i Harry Potter, da jeg var barn, men det er selvfølgelig ikke kun i børnebøgerne, at det finder sin berettigelse.

For Socialdemokratiet betyder det, at vi i årets budgetforlig ønsker at investere i de mennesker, der har mest brug for vores hjælp. Vi skal fortsat kunne støtte familier, børn, ældre og borgere, der har brug for en hjælpende hånd til at trives og leve et godt liv i vores kommune. Vi tror på, at det betaler sig både menneskeligt og økonomisk at investere i de rigtige indsatser i tide. Derfor har vi fremsat forslag om at styrke socialområdet, og vi har fremsat forslag om at styrke vores indsats for udadreagerende borgere med demens. Det er til gavn for både borgerne, men sådan set også for de medarbejdere, der i frontlinjen hver dag tager sig af vores kære.

Vi ønsker at hjemtage flere tilbud, så man i fremtiden i højere grad kan få omsorg inden for vores kommunegrænse, hvor mange har familie og netværk tættere på. I går kunne vi til skræk og advarsel læse, at Danmark scorer lavere end nogensinde før, når det kommer til vores børns evner til at læse, skrive og regne. PISA-testen kan man mene om, hvad man vil, men der er vist ikke mange mennesker tilbage, der er i tvivl om, at antallet af uddannede voksent personale omkring vores børn betyder noget for deres trivsel og dermed også for deres indlæring og udvikling. Derfor er vi glade for, at alle partier her i byrådet mener, at der skal investeres i den aarhusianske folkeskole, så det kan blive en mulighed at prioritere flere voksne, flere uddannede voksne omkring vores børn i klasselokalerne. Det er vigtigt for os, at vi tager vores børns udvikling og trivsel alvorligt, og vi håber, at vi med det her budgetforlig kommer lidt tættere på og tager et skridt i den rigtige retning.

Vi ved, at det har afgørende virkning på læring, når man investerer både i fagligt og pædagogisk overskud, både i og men også omkring skolen. Derfor skal vi også være til stede, når den sidste time ringer ud, og vores børn klapper skolebøgerne i for dagen. Her skal vi som kommune kunne tilbyde et godt fritidsliv. Og fra Socialdemokratiet er det vigtigt, at Aarhus har stærke kulturtilbud til vores børn. Vi er glade for, at flere her i salen bakker op om, at vi kan fundere et børnekulturcenter på Brobjergskolen.

Her kan vi skabe et sted, hvor børn kan møde kunst, kultur og hinanden, både i midten af vores by, men selvfølgelig også i samspil med aktører i hele kommunen. En af de fineste måder at mærke fællesskabet på er jo gennem et rigt kultur- og fritidsliv. Derfor har vi også i budgetforhandlingerne et fokus på at skabe bedre rammer for fællesskabet, både for børn, men også for voksne. Det nytter ikke noget, at man skal sidde i kø ved midnatstid, når vi nærmer os sæsonstart, for at skrive sit barn op til gymnastik eller for at booke en padelbane til en fyraftensaktivitet med arbejdspladsen. For kultur betyder selvfølgelig noget for os her i Aarhus.

Når vi spørger vores naboer, hvorfor Aarhus er en god by at bo i, ja, så peger 42 procent på kulturen. Når flere flytter hertil, så er det vores ønske, at vi fortsat udbygger vores tilbud, så de kan komme fællesskabet til gavn, og at vi også inddrager kulturen som medspiller i nogle af de samfundsudfordringer, vi har svært ved at finde håndgribelige løsninger på. Aarhus en stærk kommune. Også selvom træerne ikke vokser ind i himlen eller har blade af guld, ja så går det godt. Også i år har vi et råderum at fordele, og når man har det godt, så kan man som bekendt vælge mellem at bygge en højere mur eller et længere bord.

I Socialdemokratiet vælger vi det sidste. Tilbage i oktober sidste år mødtes jeg for første gang med de unge mennesker bag projektet Tag Ordet. De ønsker et toilet, de kan bruge, så de kan leve et ungdomsliv som alle vi andre. I samme ombæring snubler de over ordene, når de undskyldende siger, at det altså ikke kun handler om at kunne drikke sig i hegnet en tilfældig lørdag. Jeg vifter dem af og forklarer, at om det så bare handlede om fællesskabet på dansegulvet, ja, så er det min overbevisning, at de skal have muligheden for at være med.

Det at kunne komme på toilettet må ikke være en eksklusionsmekanisme. Og jeg er meget glad for, at ønsket om et centralt placeret, døgnåbent handicaptoilet med loftlift også har spredt sig i byrådssalen forud for budgetforhandlingerne. Så når vi om lidt går til budgetforhandlingerne, så er vi i Socialdemokratiet optaget af både at honorere de mere visionære investeringer i vores fælles fremtid, men også at honorere de konkrete initiativer, som kan gøre en forskel for det enkelte menneske og sikre, at vi også i fremtiden kan byde både høj og lav plads ved vores bord i fællesskab. Vi er klar over, at vi ikke i det her budgetforlig kan lykkes med det hele, for vi står også over for og er midt i udfordringer både på ejendomsområdet og socialområdet, som borgmesteren har været forbi. Og selvom vi har en sund økonomi, så er der grænser for, hvor mange penge vi kan bruge.

Det kræver af os, at vi løbende har øje for, om vi bruger midlerne godt, om vi kan gøre noget anderledes og mere effektivt. I en butik så stor som vores så skal man holde tungen lige i munden. Det tror vi sådan set godt kan lade sig gøre, så vi kan sikre og løbende overveje, om der er plads til forbedringer. Med det sagt så ser jeg og Socialdemokratiet frem til konstruktive forhandlinger med hele byrådet. Jeg har i hvert fald, med baggrund i Magistratens og partiernes budgetforslag, håb for, at vi lander et godt sted.

Tak for ordet.

Borgmesteren · Borgmesteren

Selv tak. Og på vegne af Socialistisk Folkeparti, Mette Bjerre, værsgo.

Mette Bjerre · SF

Man skal huske at være ydmyg som lokalpolitiker, når kommunens budget skal lægges, for det er mange millioner af kroner, milliarder, vi jonglerer med. Men det er ikke bare tal i et regneark. Det er lærerne på vores børns skoler. Det er SOSU'en, der kommer med mad til vores bedsteforældre. Og lige for mig sidste uge var det bibliotekaren, der finder den 50 år gamle matematikbog af Freudenthal, som jeg har brugt uger på at lede forgæves efter online.

I årets forslag fra borgmesteren har vi på papiret et betydeligt råderum på næsten 200 millioner kroner. Samtidig står vi med et socialområde i økonomisk underskud, og der lægges op til besparelser på 1,375 procent af budgetterne for solidarisk at understøtte det. Og oveni skal vi i år for alvor holde øje med serviceloftet, det loft regeringen har sat over kommunernes driftsudgifter. I SF er vi klar til at tage ansvar for et svært budget. Vi mener dog ikke, at løsningen skal være at køre grønthøsteren hen over kommunen, for der er forskel på, hvor en besparelse rammer.

Man kan ikke effektivisere omsorg i det uendelige. Man kan ikke bare proppe flere elever i klassen, og man kan ikke få SOSU’en til at løbe endnu hurtigere og hurtigere mellem borgerne, så vi skal turde tage politiske valg, også når vi skal spare. At kæmpe for klima og velfærd er for os en kamp for at investere i fremtiden, og det er præcis det, vi skal gøre, når det er svært. Og når vi skal spare, så bliver det svært. Vi har, som næsten alle andre kommuner, et socialområde i åndenød.

Aarhus skal være et godt sted at bo for børn, unge, ældre og for borgere, der har brug for ekstra støtte. Og socialområdet har brug for et løft i år, og nok også næste år og året efter. Og det skal vi prioritere, for vi skal gribe dem, der falder, og støtte dem, der er ved at vælte. Vi har forslag til både, hvordan vi styrker trivslen for børn og unge, og til hvordan vi styrker socialområdet. Vi er ærgerlige over, at et nødvendigt løft til socialområdet i budgetudkastet ser ud til at betyde massive besparelser på anden kernevelfærd.

De løfter, vi giver med den ene hånd, ender vi med at tage igen med den anden. Vi mener ikke, at børn eller de ældre igen skal holde lige så hårdt for som alle andre områder. Så vi vil finde både et nødvendigt løft til socialområdet, men også omfordele en del af besparelserne væk fra børn og unge og ældre. Det kræver, at vi tør prioritere anderledes andre steder i kommunen. For der er en tæt sammenhæng imellem den almindelige velfærd og de stigende udgifter på socialområdet.

Hvis medarbejdere i dagtilbud og skoler ikke har tid til nærvær, så øger vi risikoen for mistrivsel på længere sigt. Og hvis vi først griber ind, når barnet er faldet helt ud af skolen, er konsekvenserne både langt større for det enkelte menneske og langt dyrere for kommunen. Forebyggelse giver ikke nødvendigvis en besparelse i næste års regnskab, men det er sådan, vi sikrer, at færre får brug for indgribende hjælp senere. På dagtilbudsområdet skal vi selvfølgelig leve op til loven om minimumsnormeringerne. Vores ambition skal altså også række længere end det, end bare til lige præcis at overholde loven.

Vi skal arbejde kraftigt for flere uddannede medarbejdere. Voksne nok, uddannede voksne nok omkring vores børn lægger grunden for øget trivsel senere hen. At folkeskolen skal styrkes, ser et samlet byråd heldigvis ud til at være enige om. Og de nyeste PISA-resultater gør kun behovet endnu tydeligere. Vores forslag, som et stort flertal blev enige om i konstitueringsaftalen, er midler til to fagprofessionelle i alle timer i indskolingen.

Det bør indfases i løbet af den her byrådsperiode og gøres med respekt for, at skolerne selv bedst ved, hvor ressourcerne gør mest gavn. Med det her budget bør vi tage et godt første skridt, så man kan mærke forandringen. Et andet sted, der er afgørende for et godt børneliv, det er gode fritidstilbud. Børn har brug for fællesskaber, som ikke bare er en forlængelse af skoledagen. Så vi vil heller ikke være med til at gøre klubberne til en spareøvelse ved f.eks. at lægge dem ind under folkeskolen.

Vores ældre skal mødes af varme hænder og kendte ansigter, ikke af skiftende vikarer i konstant hastværk. Så vi har konkrete forslag til at mindske personaleomsætningen og foreslår at styrke uddannelses- og kompetencemulighederne, så vi kan tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere til fremtidens ældreomsorg. Når man år efter år sparer på socialområdet, så nedprioriterer man også små tiltag, som vi synes er vigtige. Derfor foreslår vi også at genindføre stemmetræning til transkønnede aarhusianere. Et lille tilbud i en stor økonomi, men for dem, det handler om, er forskellen altså på, om de kan bruge deres stemme i offentligheden eller ikke.

Et andet område, som bidrager til mangfoldigheden i vores kommune, er en festival som Krop og Kærlighed. Den bringer os tættere sammen og bryder de mure ned, der kan være imellem generationer, kulturer og ståsteder. Særligt er det et sted for unge, der midt i al ungdomsforvirring kan opleve, at andre er lige så forvirrede som dem selv. I forhold til besparelser lægges der nu op til endnu en grønthøster, men med et nyt navn og nye krav om at finde store besparelser på tværs. Det får vores alarmklokker til at ringe, for vi mener ikke, det er den afskaffelse af fællesbidraget, som vi har aftalt.

Når vi så skal finde besparelser, skal vi først passe på med at tro, at svaret altid er endnu en stor centralisering. Centralisering skal give mening for bedre at løse opgaven, men det betyder ikke automatisk, at tingene bliver billigere. Vi kan jo bare se på vores ejendomsområde. Her opleves det, at tingene er blevet langsommere og mere bøvlede, samtidig med at det måske ender med at koste det samme som før. Det betyder ikke, at vi aldrig skal samle opgaver.

Selvfølgelig skal vi det, men vi skal ikke blindt centralisere mere, bare fordi der står en besparelse i et regneark. Nogle vil være tilbøjelige til at slække på klimaambitionerne, når midlerne er få. Der er færre, der bemærker præcis, hvor meget mindre der fyres i Studstrupværket, end hvis børnehaven rykker længere væk. Men i SF slækker vi ikke på ambitionerne for klima og natur. Klimaforandringerne venter ikke på et bedre budgetår.

Vi har vedtaget ambitiøse klimamål i Aarhus, og vi har lovet aarhusianerne, at vi vil nå dem. Så vi skal fastholde klimaambitionerne, accelerere klimahandlingen, ikke bare sætte den i bero, mens vi venter på flere penge eller ny teknologi. Og vi skal give naturen plads. Naturen er ikke bare pynt, den er en del af de gode liv i Aarhus. Og vi har en jordfond, som vi skal bruge, men som vi også skal huske at fylde op.

Og i år foreslår vi desuden konkret at ændre anvendelsen af de landbrugsarealer, som kommunen allerede ejer. Det vil betyde mere vild natur, renere grundvand, mindre kvælstofudledning i bugten og nye rekreative områder for alle aarhusianere. For vild natur og menneskeliv udelukker ikke hinanden, men kan hænge sammen. På transportområdet skal vi skabe reel grøn mobilitet. Vi er glade for, at borgmesteren også vil have billigere billetter i den kollektive trafik.

Det er jo grundlæggende et godt forslag, men det kan ikke stå alene. Den skal indfases løbende, så det ikke går ud over resten af den offentlige transport. For hvis bussen kun kører én gang i timen, eller hvis ens stoppested nedlægges, så man pludselig har en kilometer til det næste, så er billettens pris ikke det afgørende. Det afgørende er, om bussen kommer, og om den kommer til tiden. Så vi skal prioritere hyppigere afgange og fremkommelighed for busserne sideløbende med billigere billetter.

Det ene må ikke betale for det andet. Og når vi leder efter finansiering, så skal vi turde se på valg, som andre partier måske ikke altid synes er lige så behagelige. Lavere hastighed på vejene er et af dem for os. Det reducerer støj, det gør trafikken sikrere, og færre alvorlige ulykker betyder færre udgifter for social- og sundhedsområdet. Velfærd er også alle de fælles steder, som gør en by til mere end bare et sted, vi bor.

Bibliotekerne er efterhånden et af de få steder, hvor man kan gå ind ad døren uden at skulle købe noget, hvor børn kan opdage bøger, hvor studerende kan finde den bog, som tilsyneladende ikke findes nogen steder på nettet, eller hvor man som ældre eller socialt udsat kan få hjælp til at navigere i et stadig mere digitalt samfund. Så vi vil styrke bibliotekernes materialekonto. Og når kommunen bliver mere digital, så skal vi også have blik for, hvem vi gør os selv afhængige af. Så vi ønsker også en større digital handlefrihed, mere open source i Aarhus. Det handler om økonomi, men det handler også om demokrati og sikkerhed.

Og jeg skal nok runde af, fordi det bliver et svært budgetår. Men netop derfor er det også et år, hvor vi må vise, hvad vi egentlig mener er vigtigst. I SF prioriterer vi den nære kernevelfærd. Vi prioriterer børnene, de unge, og de ældre - alle de steder, hvor velfærd er med til at skabe et godt menneskeliv. Det er den forebyggelse, der netop skal sikre et færre behov for hjælp senere.

Tilsvarende prioriterer vi klima og natur. Vi skal leve op til ambitiøse mål for klimahandling. Vi skal have mange flere folk til at cykle og til at tage bussen, og vi skal have mere vild natur. Vi skal ikke køre en grønthøster. Vi skal turde tage politiske valg, også når de er svære, ikke bare når økonomien gør det nemt, men især når den gør det svært.

Og ikke bare i det her budget, men også i de kommende. Så det er det udgangspunkt, vi tager med ind i budgetforhandlingerne, og vi ser frem til at komme i gang.

Borgmesteren · Borgmesteren

Så er det på vegne af Venstre, Martin Christensen. Værsgo.

Martin Christensen · V

Tak for det. Da jeg var dreng, der... spillede vi rigtig meget fodbold i skolegården. Dengang behøvede holdene ikke nødvendigvis at være lige store. Hvis man mente, at ens hold var godt nok, så kunne man sagtens spille 4 mod 10, 4 mod 15 eller, for den sags skyld, 4 mod 27. Jeg kan huske, når jeg kom på hold med Lars Madsen, Morten Sørensen og Mulle, så var der ikke så meget diskussion om holdfordelingen.

Så råbte vi bare: ”os mod kyller”, og så gik vi i gang. Jeg kom til at tænke på det, fordi vi er 4 Venstrefolk i et byråd på 31. 4 mod 27. Nu vil jeg nødig kalde resten af byrådet for kyller, især ikke lige inden vi skal forhandle budget med jer, men jeg kan godt genkende følelsen fra skolegården. Fordi vi er måske ikke det største hold i byrådssalen, men vi er det største borgerlige hold i Aarhus, og det ansvar tager vi selvfølgelig på os. Vi tror på vores idéer, og vi tror på, at vi kan gøre en forskel.

Men modsat skolegården handler politik heldigvis ikke om at besejre de 27 andre. Det handler om at samle flertal. Det handler om samarbejde. Og det handler om at skabe gode resultater for aarhusianerne. Vi går ind til budgetforhandlinger med forslag, der spænder bredt, fordi ansvaret for Aarhus spænder bredt.

Vi kommer til at kæmpe for dem alle, for hver eneste af dem er et konkret svar på de udfordringer og muligheder, som Aarhus står over for. Men når vi skal pege på det vigtigste, står tre områder øverst: Fremkommelighed, folkeskolen, forenings- og idrætslivet. Den første prioritet: fremkommelighed. Fremkommelighed handler ikke kun om asfalt, busbaner eller trafikmodeller. Det handler om hverdagen, om den studerende, der gerne vil hurtigere til uddannelse, om børnefamilien, der skal få arbejde, institution og fritidsliv til at hænge sammen, om medarbejderen, der hver evig eneste morgen sidder i kø, og om borgeren i oplandet, der skal kunne komme til Aarhus uden først at finde bilnøglerne frem.

Derfor foreslår Venstre, at vi styrker den kollektive trafik markant. Vi foreslår flere A-busser, flere direkte ruter og hyppigere afgange, så bussen bliver et reelt valg for flere aarhusianere. Vi foreslår også bedre forbindelser til oplandet, fordi gode transportmuligheder ikke må stoppe ved Ringgaden. Og vi foreslår nye løsninger, der får trafikken til at glide bedre, så busserne kommer hurtigere frem, uden at det sker på bekostning af den øvrige trafik. For Venstre er målet ikke at gøre livet besværligt for dem, der tager bilen.

Målet er at give dem et attraktivt alternativ, for når bussen bliver bedre, får vi mere frihed, mere mobilitet og en by, der hænger bedre sammen. Fremkommelighed handler ikke kun om borgernes hverdag. Den handler også om vores virksomheder. Derfor bør det vække bekymring, at Aarhus kun ligger nummer 89 ud af landets kommuner, når erhvervslivet vurderer mobilitet og infrastruktur i Danmark. Det er et klart signal om, at vi skal blive bedre til at lytte til dem, der hver dag skaber arbejdspladser og vækst i vores kommune.

Det gælder blandt andet de mange håndværkere og servicevirksomheder, som hver dag skal rundt i byen for at løse opgaver. Når det er svært at finde lovlig parkering tæt på arbejdsstedet, så går værdifuld arbejdstid tabt, og regningen ender i sidste ende hos kunderne. Derfor skal vi også sikre bedre muligheder for håndværkerparkering, så dem, der holder byen i gang, kan komme frem og passe deres arbejde. Og erhvervslivet peger ikke kun på veje og transport. De peger også på mangel på kvalificeret arbejdskraft.

Derfor foreslår Venstre sammen med Konservative og Liberal Alliance at styrke indsatsen for international arbejdskraft gennem et fornyet partnerskab med International Community og Erhverv Aarhus. En særlig prioritet er de medfølgende partnere, de såkaldte spouses, for hvis den ene får jobbet i Aarhus, men den anden ikke kan finde fodfæste på arbejdsmarkedet, så vælger familien ofte en anden by eller et andet land. Derfor vil vi styrke indsatsen for jobmuligheder, mentorordninger og netværk til spouses. Det er sund fornuft. For når vi hjælper internationale familier med at blive en del af Aarhus, så hjælper vi samtidig vores virksomheder med at tiltrække og fastholde de medarbejdere, de har brug for.

Folkeskolen. Folkeskolen er vigtig, og derfor har den også fyldt meget både ved kommunalvalget og folketingsvalget. Stort set alle partier lover flere penge til folkeskolen. Det gjaldt også i Aarhus. Faktisk kom Socialdemokratiet og SF med det største løfte, vi nogensinde har set i en aarhusiansk valgkamp: to fagprofessionelle i alle timer i indskolingen.

Det var en stor, ambitiøs melding, og derfor har jeg også flere gange sagt: Vi skal holde fast i ambitionen bag løftet. For når man 11 dage før kommunalvalget fortæller aarhusianerne, at folkeskolen skal løftes markant, så følger der også et ansvar med. Et ansvar for at gøre ordene til virkelighed. Et ansvar for at prioritere folkeskolen, også når valgplakaterne de er taget ned, og budgetterne skal forhandles på plads. For det er i budgetterne, at man ser forskellen på løfter og prioriteringer.

Og Venstre mener fortsat skal være en af Aarhus Kommunes absolutte topprioriteter. Men vi mener også at frihed er en forudsætning for kvalitet. Derfor foreslår Venstre, at pengene følger ambitionen, men at friheden følger fagligheden. Skolerne skal have mulighed for selv at beslutte, hvor de ekstra ressourcer gør størst gavn, frem for at vi herinde beslutter det for dem. For nogle skoler vil det være indskolingen, for andre vil det være mellemtrinnet eller i udskolingen.

Men vi har tillid til skolerne, vi har tillid til medarbejderne, til skoleledelserne, til dem, der møder børnene hver dag, at de kender de bedste løsninger. Hvis vi vil løfte folkeskolen og skabe det gode børneliv, så starter det ikke den dag, barnet går ind ad døren til skolen. Det starter langt tidligere. Det starter i dagtilbuddet. Det er her, fundamentet for trivsel, nysgerrighed og fællesskab bliver lagt, og derfor ønsker vi også at styrke kvaliteten i vores dagtilbud.

Vi foreslår reelle minimumsnormeringer på institutionsniveau. Lederne tages ud af normeringsopgørelsen, så tallene afspejler virkeligheden, og vi skal styrke den pædagogfaglige ledelse, så lederne får mere tid til ledelse og mindre tid til administration. Den sidste af vores tre prioriteter er forenings- og idrætslivet. Noget af det bedste ved Aarhus er nemlig ikke det, som kommunen gør, men det er det, aarhusianerne de gør sammen. Hver eneste dag skaber tusindvis af frivillige fællesskaber for børn, unge og voksne i vores foreninger, på idrætsbanerne, i spejdergrupperne og i de mange kultur- og fritidsfællesskaber.

Det er her, man finder venner. Det er her, man lærer at tage ansvar. Det er her, man oplever at være en del af noget større. Og derfor skal vi også investere i rammerne for fællesskaberne. Venstre ønsker blandt andet at skabe et nyt idrætsmekka til gavn for hele midtbyen på Pier 3 med moderne faciliteter til foreninger og selvorganiserede aktiviteter midt i de områder, hvor byen vokser mest.

Kultur er også med til at gøre Aarhus til den by, vi er stolte af, og derfor foreslår vi at genopleve Sculpture by the Sea i forbindelse med 10-årsjubilæet for Aarhus som europæisk kulturhovedstad. Det skal være et projekt, der bringer kunsten ud til mennesker, skaber fællesskab langs bugten og giver både aarhusianere og besøgende nye oplevelser i vores fantastiske natur. Vi ønsker også et nyt liv til Eskelunden, så området i højere grad bliver hele byens koncert- fritids- og outdoorpark med plads til både foreningsliv, friluftsaktiviteter og fællesskaber året rundt. Fordi det handler om fællesskaber, og derfor er investeringer i fællesskaber, foreningsliv og idrætsliv ikke en udgift. Det er en investering i sammenhængskraft, trivsel og velfærd.

Så i Venstre er vi klar til de kommende budgetforhandlinger, og det er vi, selvom vi godt ved, at de bliver svære, muligvis også lange. Udfordringerne er mange, men heldigvis ikke umulige. Og i Venstre kan vi meget, og vi er indstillet på at gå positivt ind i forhandlingerne, så vi kan nå de resultater, som gavner Aarhus bedst. Det er det fundament, Venstre står på. Det er det ansvar, vi er klar til at tage på os.

Men selvfølgelig helst i samarbejde med resten af kyllen. Tak for ordet.

Borgmesteren · Borgmesteren

Godt. Tak for det. Så er det på vegne af Enhedslisten, De Rød-Grønne, Sarah Jarsbo. Værsgo.

Sarah Jarsbo · EL

Tak for det. Budgetår 2027 fremstilles som et år, hvor der er mulighed for at sikre gode rammevilkår for aarhusianerne. Det er ellers atypisk for et valgår, hvor man plejer at spare en del. Der er knap 200 millioner kroner om året i råderum. Det er flere penge, end Aarhus har været vant til at have til rådighed ved et budget.

Og det kan jo lyde meget godt, men hvis man har fulgt debatten omkring Aarhus i de seneste uger, er der også noget andet, der går igen fra skolerne, fra socialområdet, fra kulturlivet, fra medarbejderne og fra nogle af de mennesker, der bruger vores tilbud eller er pårørende. De kan ikke rigtig mærke, der er 200 millioner i råderum. Det er nok det vigtigste, vi skal have med os ind i forhandlingerne. For et kommunalt budget handler om folks hverdag, og det skal kunne mærkes ude i vores samfund ved den enkelte. Det mærker vi meget tydeligt på socialområdet.

I foråret valgte Enhedslisten at stå uden for omstillingsplanen, fordi vi ikke kunne lægge stemme til de store besvarelser på et område, hvor mennesker allerede oplever, at de er presset. Resultatet har været, at serviceniveauet på en lang række tilbud er blevet lavere, end vi kan være bekendt. Beboere på botilbud beretter om, at deres hjem ikke føles som et hjem. Velfungerende fællesskaber og tilflugtssteder for socialt udsatte og hjemløse er lukningstruede. Det forebyggende arbejde, som fyldte så meget i valgkampen, er sparet væk, og det går ikke længere.

Det kan ikke. Der kan ikke spares mere. Tidligere byråd besluttede, at man i budget 2027 skulle vende tilbage til den strukturelle økonomi og se på budgetmodellen. Den opgave ligger i dag hos os, hos byrådet. I Enhedslisten mener vi, at vi skal bruge muligheden til at løse mere end det næste års underskud.

Vi har brug for en økonomi på socialområdet, der langt bedre følger de behov, der er, der kan løfte de opgaver, den skal. Og derfor ærgrer Magistratens forslag om den såkaldte socialprocent os. Socialområdet har brug for mere end en delvis lappeløsning, men hvis vi finder pengene ved at tage fra andre dele af velfærden, der også er presset, så flytter vi netop bare rundt på problemet. Vi er også bekymrede for det velfærdsbidrag, der lægges op til fra ’28. På et tidspunkt bliver effektivisering bare et andet ord for færre ressourcer og mindre tid.

Og tid er ikke spild i velfærden. Tid er ofte selve arbejdet. Det er derfor, forebyggelse skal fylde mere i de her forhandlinger. Når vi sammen med andre partier foreslår to fagprofessionelle i indskolingen, er det derfor ikke, fordi vi tror, at de to voksne løser alle problemer i folkeskolen. Men der skal være voksne til at se børnene.

Hvis vi mener det er alvorligt, når vi siger, at flere børn skal være en del af de store fællesskaber, så skal fællesskaberne også have ressourcer til at rumme dem. Ellers bliver inklusion meget let noget, vi beslutter herinde til tider som en spareøvelse, mens børnene, familierne og medarbejderne står med konsekvenserne herefter. Vi skal være opmærksomme på, at byrådets økonomiske tiltag ikke leder til flere udgifter ned ad vejen. Her tænker vi især på finansieringsforslag, som den blå blok samlet har leveret på at spare på den pædagogiske ledelse på ungdomsklubberne væk. Pædagogikken må ikke komme i anden række, og klubberne må ikke gøres til et appendix for skolerne.

Unge i Aarhus, som i dag leder klubberne, er et af de vigtigste værn i kampen mod mistrivsel og den stigende vold, vi ser blandt de unge. Det er et uundværligt netværk af pædagogiske og boligsociale indsatser. Ingen tvivler på skoleledernes evne til at lede skolerne, men lad os da være enige om, at pædagogerne selvfølgelig er de bedste til at lede klubberne. Det er også et spørgsmål om, hvordan vi overhovedet ser på økonomi, for det billigste på kort sigt er ikke nødvendigvis det klogeste på lang sigt. Det gælder på velfærdsområdet, og det gælder i høj grad også den grønne omstilling.

Vi skal have klimahandling, effektive transportsystemer, skov, natur i kommunen, flere penge til jordfonden og flere midler til vores klimaplan med indsatser på alle scopes. Det er den måde, vi når i mål med vores klimaambitioner. Vi kan så meget som kommune, hvis blot vi tør tage skridtet mod reel CO2-neutralitet. Det gør vi ved at sætte markant flere midler af til grøn mobilitetsplan, herunder Park and ride-anlæg, busbaner på ringvejen, højfrekvensbusnet, fredeliggørelse i midtbyen som på Frederiks Allé, i Vestergade og nul-emissionszoner, der strækker sig ud til ringvejen. Vi skal investere i fremkommelighed for cyklister og reelt gode forhold, der gør cyklen til det bedste alternativ, når du transporterer dig igennem Aarhus.

Det betyder midler til cykelrealiseringsplanen for at udbygge cykelstier og samle missing links, især hvor der kører flest. Det er midler til reel cykelparkering ved blandt andet hovedbanegården, som er maks. presset, og derfor kan etablering af cykelparkering derfor ikke stå alene. Vi skal optimere den plads, vi har, og give aarhusianerne et sikkert sted at parkere sin cykel, når de skal med toget fra Aarhus Hovedbanegård. Det betyder nedlæggelse af bilparkering, gerne optimeret på så meget plads som muligt, for der går altså nogle år, før Halls Sti parkeringshus står klart. Det er tid til at give cyklisterne en tur, og med en forsøgsordning i 2027 tester vi to ordninger af og slår to fluer med ét smæk, hvor en stor stigning af passagerantallet opstår, når vi gør busserne gratis, og hvor mange ønsker at tage bus frem for bil i Aarhus Festuge.

I modsætning til Socialdemokratiets 15 kroners busbilletter vil gratis gule busser også være billigere for Aarhus i sig selv og på den lange bane. For hvis Aarhus får gratis offentlig transport, skal vi ikke afsætte midler til lønudgifter for kontrollører. Vi afskaffer administrationen af billetsystemer, for det eksisterer ikke mere, og det bliver tilgængeligt for både børn, ældre, turister, de fattige og de rige. Det handler selvfølgelig om klima og transport, men det handler også om, hvem der har adgang til byen og muligheden for at være med i det, der foregår. Og her begynder nogle af de diskussioner, vi normalt holder adskilt, faktisk at hænge sammen.

Aarhus skal være en tilgængelig by for alle. Derfor er øget tilgængelighed og opsætning af lydfyr og regulering af kantsten ved byens lysreguleringer en nødvendighed i Aarhus. Det kræver, at vi afsætter midler til handlingskataloget. Og tilgængelighed handler også om at etablere et handicaptoilet med loftlift, som også er et forslag, vi er meget glade for at være medstillere på. Klima handler om social retfærdighed.

Kultur handler om velfærd. Byudvikling handler om demokrati. Og økonomi handler i sidste ende om, hvad vi mener har værdi. Vi skal forestille os en anden udvikling. En udvikling, hvor et rigere liv ikke nødvendigvis kræver et større forbrug af ressourcer.

En udvikling, hvor en abstrakt økonomi ikke er målet i sig selv, men at målet er menneskers levede liv og frihed, med respekt for og i overensstemmelse med de planetære grænser. Det betyder ikke, at vi ikke skal udvikle Aarhus. Tværtimod. Det kræver, at vi er mere ambitiøse om, hvad vi mener udvikling er. For vi skal kunne se en fremtid for os, som ikke bare er en evigt voksende udgave af det samfund, vi allerede har.

Et godt liv handler ikke kun om, at der står nogen klar, når noget går galt. Det handler også om at høre til. Det er noget, som vores biblioteker, kulturhuse, spillesteder, foreninger og selvorganiserede miljøer rundt omkring i byen giver mulighed for. Bibliotekerne er et meget enkelt eksempel. Man behøver ikke købe noget for at komme ind.

Man behøver ikke være medlem, og man behøver faktisk ikke at have en bestemt grund til at være der. Man må bare være der. Det er ret værdifuldt i en tid, hvor stadig flere af de rum vi opholder os i enten er digitale eller kommercielle, og alligevel følger kulturbudgettet ikke automatisk med, når Aarhus vokser. Det handler også om at passe på det, vi allerede har. Det er noget af det væsentlige i det fælles budgetforslag om Sydhavnen.

Når vi skal til at planlægge den sydlige del af området dernede, har vi en mulighed for at begynde et andet sted, end byudvikling ofte gør, nemlig starte med det, der allerede findes og eksisterer i kvarteret. For Sydhavnen er ikke et tomt område, der venter på, at vi eller en investor kommer og skaber værdi. Værdien er der allerede. Fremtidens byudvikling er nogle gange netop at se bedre efter, hvad vi har, før vi bygger nyt. Vores opgave er også at sikre, at muligheden for at forme byen ikke kun tilhører dem, der har flest penge, mest tid eller den stærkeste stemme, men at inkludere mange flere i beslutningerne.

Det er for os en vigtig del af demokratiet. Den stærkeste sammenhængskraft, vi gerne vil skabe, kommer ikke af sig selv. Den vokser ud af oplevelsen af, at vi hører til i det samme samfund, at vi møder hinanden, at vi har steder, vi ejer i fællesskab, og at man kan regne med fællesskabet, når man har brug for det. Derfor betyder også indsatsen mod hadforbrydelser og diskrimination meget for Enhedslisten. Vi har stillet et forslag om en samlet diskriminationspolitik i Aarhus, så vi undgår mørketal og tager hånd om dobbelt- og multiminoriteter, herunder ønsker vi et fokus på neurodivergens, islamofobi, transfobi.

For i en sag om diskrimination mod minoritetsetnisk queerpersoner kan du ikke behandle diskriminationen enkeltvis. Altså skal udarbejdelsen af den nye handleplan ses som en sammenfletning af den eksisterende handleplan for LGBT-personer ind i en undersøgelse af datagrundlag for handleplan mod racisme, som vi håber, at der er opbakning til i byrådet. De har gjort det i København, og så kan vi også gøre det i Aarhus. Vi er også bekymrede for, at der ikke er sat den eneste krone af til LGBT-handleplanen siden 2023, og de indsatser, der er kørt rigtig godt, bliver gemt og glemt, og de skal frem i lyset, og vi skal støtte foreninger som Sabaah, Aarhus Pride og LGBT Asylum. Nu skal jeg nok runde af.

Vi har allerede været med til at indgå aftaler i det nye byråd, fordi vi gerne vil flytte noget. Andre steder har vi sagt nej, når vi ikke synes, retningen var den rigtige, og sådan skal det være. For det interessante er ikke, hvor mange forlig ens navn står på. Det interessante er, hvad det betyder, når vi forlader rådhuset. For et rigere liv behøver ikke være et liv, hvor varer ophobes.

Det kan være et liv med mere tid til hinanden, stærkere fællesskaber, med en natur, vi ikke hele tiden tager mere af, end vi giver, og det et liv, hvor den enkelte har større betydning og indflydelse på den verden og den by, man er en del af. Det kræver, at vi tør se ud over vækst som det mål, alt andet skal indrette sig efter, og det kræver forestillingsevne. Så for os er spørgsmålet ved budget 2027 ikke bare, hvad Aarhus har råd til, det også hvad vi i fællesskab synes, Aarhus skal have råd til. Og hvilken fremtid vi gerne vil bruge vores fælles økonomi på at skabe. Det er den diskussion, vi tager med os ind i de første budgetforhandlinger.

Tak for tiden.

Borgmesteren · Borgmesteren

Selv tak. Så er det Peter Sporleder, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Peter Sporleder · KF

Tak for det. Jeg tror, vi fik brugt alle pengene. Et budget det er tal, og det er bogstaver. Det er mange tal, og det er mange bogstaver. Det er millioner af kroner, der skal findes ét sted og bruges et andet sted.

Men bag hvert eneste tal, der er der en virkelighed: Om der er ordentlige rammer, når vores børn møder skole, om hjælpen kommer, når vi ringer 112, om vi tager hånd om dem, der har svært ved at tage vare på sig selv, og om vi passer på den by, vi har arvet, samtidig med at vi gør byen klar til dem, der kommer efter os. Vi skal passe på det, der virker. Vi skal reparere det, der er slidt, og tage ansvar der, hvor noget ikke fungerer. Det er med den indstilling, at vi i Konservative går til årets budgetforhandlinger. Det er vores indstilling i år, det var det også sidste år, og sådan bliver det fremadrettet.

Vores prioriteringer i år spænder faktisk over det meste af livet. Fra de allerførste år ønsker vi at give familier mere frihed til selv at vælge, hvordan deres børn skal passes. For nogle er daginstitutionen det rigtige, mens det for andre familier kan give mening at passe deres barn hjemme i en periode. Familier er forskellige. Det, der fungerer godt i én familie, er ikke nødvendigvis det rigtige i en anden.

Tryghed følger os gennem hele livet, også når livet nærmer sig sin afslutning. Flere og flere flytter på plejehjem tæt på livets afslutning. Kræfterne er få, familien er presset, og så skal man flytte. Derfor er vi gået sammen med de Radikale om bedre muligheder for lindrende ophold og mere faglig støtte til medarbejdere og familier i den sidste tid. Kommunens ansvar følger os gennem hele livet.

Det gælder også, når livet ikke går lige ud ad landevejen. Derfor er vi hos Det Konservative Folkeparti ret vilde med De Splittergale. For det og de handler om mere end et orkester. Det handler om et fællesskab, et unikt fællesskab, hvor der er plads til mennesker, som ikke altid lige passer ind i de sædvanlige kasser. De bruger musikken og humoren til at bringe mennesker sammen, til at gøre det lidt lettere at tale om psykisk sårbarhed og om retten til at være anderledes.

De fleste af os tænker, heldigvis, ikke ret meget over vores beredskab, om vores brandvæsen, medmindre vi hører en sirene eller ser en brandbil. Vi forventer, med rette, at de kommer, når vi ringer, også selvom der allerede er en storbrand eller en ulykke et andet sted i kommunen. Virkeligheden er bare, at ulykker ikke står pænt i kø og venter på tur eller på mandskab. Derfor skal den sidste fase af Østjyllands Brandvæsens udviklingsplan påbegyndes, så vi får den nødvendige bemanding på plads. Det er for os helt og aldeles afgørende, og det er noget, vi prioriterer meget, meget højt i de kommende forhandlinger.

Og så til noget helt andet. Aarhus er en havneby, og havnen er en del af vores historie og vores DNA. Havnen har skabt arbejdspladser, handel og velstand. Generationer af aarhusianere er gået på arbejde på havnen eller sejlet ud derfra. Og den fortælling vil vi gerne bevare.

Og Aarhus Søfartsmuseum rummer en samling, som både Den Gamle By og Aarhus Stadsarkiv vurderer har kulturhistorisk værdi. Vi skal få styr på samlingen, få den registreret og bevaret, skabe et ordentligt grundlag for et fremtidigt museum, og så skal vi arbejde på at få private fonde med ombord. For det er også konservativ politik at passe på det, vi har arvet, så vi kan give det videre. Og nu til skolen, til daginstitutionen, til plejehjemmet, til de bygninger, vi bruger hver eneste dag. En elev skal ikke sidde i et klasselokale med dårligt indeklima, og det duer simpelthen ikke, at man bliver nødt til at holde sig fra klokken 8 til klokken 14, fordi skolens toilet er så ulækkert, at man helst undgår det.

Sådan er virkeligheden nogle steder i dag. Vi skal altså have bedre indeklima i klassen, og vi skal sørge for bedre og ordentlige skoletoiletter. Det vil gøre en kæmpe forskel derude. Og det bringer mig til det, som bliver vores absolut største prioritet i de kommende budgetforhandlinger. Før sommerferien lavede vi et politisk forståelsespapir om kommunens ejendomme.

Her lagde byrådet et ambitionsniveau for reduktionen af kvadratmeter, men også for det serviceniveau, vi ønskede på vores skoler og øvrige kommunale ejendomme. Det lå i forlængelse af aftalen om genopretning på serviceområdet. Det var en svær fælles opgave. Vi brugte tid, energi og forhandlingskraft på at finde hinanden. Men i budgetudspillet er der ikke afsat serviceramme til ejendomsområdet, og det bekymrer os meget.

For uden den serviceramme kan vi ikke levere det, vi blev enige om før sommerferien. Helt konkret betyder det, at hvis hele den manglende serviceramme skulle findes ved at skære i medarbejderstaben, ja, så ville det svare til, at mere end hver tredje medarbejder i Aarhus Ejendomme skulle skæres væk. Her taler vi blandt andet om de tekniske servicemedarbejdere, der får hverdagen til at fungere på skoler og i daginstitutioner. Det er også dem, der skal være der, når toilettet stopper, døren ikke kan lukke, eller noget andet går i stykker. Hvis hele beløbet i stedet skulle findes på vedligeholdelsen af bygninger og udearealer, skulle der skæres mere end en tredjedel.

Det svarer groft sagt til, at hver tredje vandhane ikke bliver skiftet, hver tredje væg ikke bliver malet, og hver tredje græsslåning ikke bliver til noget. Det er den størrelsesorden, vi taler om, og det er det serviceniveau. Det kan vi simpelthen ikke tilbyde vores borgere. Hvis et flertal ønsker et andet niveau, så må vi tilbage til bordet og lave en ny aftale. Så må vi sammen tage ansvar for konsekvenserne, både for aarhusianerne og for kommunens medarbejdere.

Det Konservative Folkeparti går til dette års budgetforhandlinger for at finde løsninger. Og vi ved godt, at ingen får alt. Det er jo netop en forhandling. Men det kræver, at man møder op, at man forhandler, og at man bliver ved bordet, så længe der er mulighed for at finde en ordentlig løsning. Og det har vi tænkt os at gøre.

For en aftale skal også være en aftale. Og i sidste ende er det dét, et budget handler om: at tage ansvar for mennesker fra livets begyndelse til livets afslutning. At være der for dem, der har brug for et socialt sikkerhedsnet. For dem, der ringer 112, når noget går galt. At passe på vores by.

Passe på vores historie. At tage ansvar for de penge, der er betroet os. Det er sådan, vi vil forhandle omkring bordet - også i år.

Borgmesteren · Borgmesteren

Tak for det. Så er det på vegne af Det Radikale Venstre, Metin Lindved Aydin. Værsgo.

Metin Lindved Aydin · RV

Tak. Aarhus det er en dejlig kommune, det ved vi alle sammen her. Jeg vil rigtig gerne anerkende mine byrådskollegaer for arbejdet med at skabe den stadige forandring og udvikling, som er med til at bevare og skabe Aarhus og gøre Aarhus til et dejligt sted at leve for aarhusianerne. Jeg vil også gerne anerkende mine byrådskollegaer for at tage de modige valg, der skal til, og prioritere, hvor det er påkrævet. Og der er mange dilemmaer.

Hver morgen begynder tusindvis af aarhusianere deres dag i mødet med vores fælles velfærd. Et barn træder ind i klassen med ondt i maven, fordi noget det tynger. En borger med handicap åbner endnu et brev fra kommunen og forstår ikke, hvorfor hjælpen lige pludselig er ændret. Og en ældre borger vender hjem fra hospitalet og håber på, at nogen står klar til at tage imod. Tage imod også der hvor ansvaret skifter fra region til kommune og til den almenpraktiserende læge.

For borgerne er et kommunalt budget ikke tabeller, overskrifter eller politiske hensigtserklæringer. Det er voksne, der har tid til at se et barn. Det er hjælp, man kan forstå og have tillid til. Og det er tryghed, når man ikke længere selv har kræfterne til at skabe den. Og det er blandt andet derfor, vi står her i dag.

Magistratens budgetforslag peger på flere udfordringer, som også optager os i Radikale Venstre, selvfølgelig. Det er et udgangspunkt for de kommende forhandlinger, men ikke et facit. Og for os bliver det afgørende, hvordan ambitionerne omsættes til konkrete prioriteringer. For gode intentioner gør først en forskel, når det kan mærkes i menneskers hverdag. Derfor går vi ind i forhandlingerne med et klart blik for dem, der har mest brug for at fællesskabet træder til.

Og det er her, vi mener, at det her budget skal stå sin prøve. Og det er også her, vi kommer til at måle det endelige resultat. Radikale Venstre ønsker, at vi handler tidligere, før små problemer bliver store. Vi skal skabe fællesskaber, hvor flere kan høre til, og hvor mennesker kan trives. Og så skal vi se de mennesker, der alt for ofte bliver overset.

Derfor begynder vores prioriteringer med børnene. Hele 27 af byrådets 31 medlemmer står bag ambitionen om to fagprofessionelle i indskolingen. Det er et stærkt politisk signal og en vigtig fælles retning for byens børn. For Radikale Venstre er det afgørende, at ambitionen også kan mærkes ude på skolerne. Derfor skal vi i de kommende forhandlinger finde en ansvarlig vej fra ambition til virkelighed.

Forestil jer et barn, som langsomt trækker sig fra undervisningen. Måske bliver barnet uroligt. Måske bliver barnet stille. Måske begynder mavepinen hver søndag aften. Hvis der er tid og faglige voksne nok, kan skolen handle tidligt.

Hvis ikke, opdager vi måske først problemet, når barnet har mistet sin tilknytning både til undervisning og til fællesskabet. Det er forskellen mellem forebyggelse og brandslukning. Vi er også af den overbevisning, at klubberne er bedst tjent med at eksistere som et selvstændigt tilbud, hvor stærke børn- og ungefællesskaber udspringer af en stærk faglighed og en egen kultur og identitet. På dagtilbudsområdet risikerer Aarhus samtidig, ja samtidigt, fra 2027 at mangle, hvad der svarer til omkring 181 fuldtidsstillinger, fordi de statslige midler ikke rækker til de nye krav til minimumsnormeringer. At friholde dagtilbuddene fra en ny besparelse er ikke det samme som at finansiere den normering loven kræver.

Derfor ønsker vi et varigt løft på mindst 55 millioner kroner om året. Vi skal ikke drive vores daginstitutioner på kanten af lovens minimumskrav. En stærk folkeskole kræver også, at børn får mulighed for at høre til sprogligt, fagligt og lokalt. Et barn, der taler arabisk, tyrkisk eller tamilsk derhjemme, møder skolen med et sprog og en viden, vi kan bygge videre på. Derfor foreslår vi, at modersmålsundervisning bliver etableret som en forsøgsordning.

Et stærkt modersmål er ikke en hindring for dansk. Det er et fundament, som vi kan bygge videre på, og som gør det lettere at lære om fotosyntese, ligninger og yderligere sprog. Integration skabes ikke ved at bede et barn om at lægge en del af sig selv ved døren. Den skabes, når barnet lærer dansk, bliver en del af fællesskabet og oplever, at dets baggrund har en værdi. Af den grund ønsker vi en ny retning for skolehenvisningspolitikken.

Forestil dig et barn, der hver morgen kører forbi sin lokale skole, forbi de børn, som senere mødes på legepladsen eller til fodbold, for at gå i skole i en anden del af byen. Det kan måske forbedre fordelingen af de her børn i et regneark, men det kan samtidig svække barnets tilknytning til sit nærmiljø og skabe mistrivsel. Vi ønsker derfor en gradvis udfasning af skolehenvisningspolitikken. Børn skal som udgangspunkt kunne gå i skole tæt på deres hjem. Selvfølgelig hver af os herinde tager det frie skolevalg som en selvfølge, men ressourcerne skal følge behovet gennem flere DSA-lærere, stærkere sprogteams og bedre familiesamarbejde.

Magistratens budgetforslag prioriterer med rette socialområdet, men finansieringen gennem en generel socialprocent bekymrer os. Når der tages én procent fra de decentrale budgetter, kan pengene forsvinde fra skoler, kulturtilbud og ældreaktiviteter. Og vi skal ikke løse problemer ét sted ved at skabe nye et andet. Borgerne med handicap skal heller ikke betale prisen for et system under økonomisk pres. Retssikkerhed og den rette hjælp må ikke afhænge af, hvor længe den enkelte har kræfter til at kæmpe.

Den største blinde vinkel i Magistratens budgetforslag er imidlertid hele ældreområdet. For det ser desværre ud til, at vi i Aarhus Kommune får et meget stort tab, når opgaver ved sundhedsreformen fra 1. januar 2027 overgår til Region Midtjylland. Det tab der kan opgøres nu er alene foreløbigt og slår først fuldt ud igennem i 2029. Tab på sundhedsreformen indgår nemlig i arbejdet med en ny model for tilskud og udligning for at hjælpe kommuner med store tab. De foreløbige opgørelser peger på, at Sundhed og Omsorg får et tab på 109 millioner kroner, og for mig virker det helt urimeligt, hvis en så stor regning efterlades til kommunens ældre.

Jeg vil derfor foreslå, at vi handler allerede nu. Konkret vil jeg foreslå, at vi allerede i forbindelse med årets budget giver hinanden, og ikke mindst kommunens ældre, håndslag på, at Sundhed og Omsorg maksimalt skal bære tabet på godt 24 millioner kroner, der allerede er indarbejdet i overgangsårene 2027 og 2028. Hvis det endelige tab bliver større, må det løses i fællesskab og i solidaritet, som vi plejer at gøre, når kommunen rammes af større økonomiske udfordringer. Kommunen får 200 millioner kroner i udligning fra staten, så det bør kunne løses. Men sundhedsreformen er langt fra det eneste, der medfører reduktioner, der rammer Sundhed og Omsorg og kommunens ældre.

Socialprocenten, fællesbidrag og administrative besparelser kommer oven i de 24 millioner, som er det foreløbige tab på sundhedsreformen. Det løber op i godt 80 millioner kroner. Og oven i det kan der ikke anvendes opsparing til afholdelse af udgifter, der er udskudt fra 2026. Der er udgifter, der ikke kan udskydes, hvilket betyder, at Sundhed og Omsorg meget vel kan stå i en situation, hvor der skal findes reduktioner for et sted mellem 100 og 120 millioner kroner. Det er næsten lige så meget, som det koster at håndtere tilgangen af de ældre, vi nu i tiltagende grad møder i ældreomsorgen.

Budgetmodellen, der er kalibreret sammen med Borgmesterens Afdeling sidste år, sikrer, at Sundhed og Omsorg kan håndtere opgaven med de stadig flere ældre og et markant stigende plejebehov. Og fordi vi står over for Danmarkshistoriens største fødselsårgange, som bliver 80 år i de her år, stiger efterspørgslen efter hjælp markant. Det er Sundhed og Omsorg stærkt påvirket af, og konsekvenserne af reduktioner og begrænsninger fra servicerammen er store allerede næste år og kan blive katastrofale på sigt. Serviceforringelser for op mod en kvart milliard, det er det, vi ser ind i. Derfor har vi brug for, at byrådet står sammen om en fælles løsning.

Samtidig skal vi flytte indsatsen fra brandslukning til forebyggelse for borgere med demens og komplekse behov. Når et menneske med demens reagerer voldsomt, kan det være et udtryk for smerter, frygt eller forvirring. Med den rette faglighed kan vi skabe tryghed for både borgeren og medarbejderen. Men kvalitet handler også om, hvorvidt alle borgere reelt kan se sig selv i kommunens tilbud. Nogle ældre med minoritetsbaggrund fravælger kommunens tilbud på grund af sprog, kulturelle barrierer eller utryghed.

Det samme kan ske, når vi overser de ældre, som på grund af deres seksualitet fravælger fællesskabet i vores folkehuse og plejehjem. Der er ikke meget, der er mere trist end at skulle være vidne til ældres sociale isolation. Det er let at konkludere, at de ikke ønsker hjælp. Det svære og mere ansvarlige spørgsmål er, om vi har skabt en hjælp, de kan have tillid til? Derfor har vi fremsat et budgetforslag, der netop skal se de oversete.

Vi vil udvikle mere inkluderende tilbud, styrke brobygningen gennem civilsamfund og skabe nye veje til SOSU-uddannelserne. Det handler ikke om særbehandling. Det handler om reel lighed. Radikale Venstre går konstruktivt ind i budgetforhandlingerne. Vi ved, at alle ønsker ikke kan opfyldes på én gang, men vi vil gerne sætte en meningsfuld retning.

Vi vil investere tidligt, før mistrivsel bliver til sammenbrud. Vi vil give børn mulighed for at høre til sprogligt, fagligt og lokalt. Vi vil beskytte ældreplejen, når sundhedsreformen flytter opgaver og økonomi. Og vi vil se de mennesker, som kommunen i dag ikke når godt nok. Et godt budget handler om at se forskellene, handle på dem og skabe reelle muligheder for alle.

At sikre, at Aarhus er en god by for alle. For et samfund skal ikke kun bedømmes på, hvordan det behandler dem, der har de største stemmer. Det skal bedømmes på, om vi ser dem, der sjældent bliver hørt. Og det ansvar skal budget 2027 leve op til. Tak for ordet.

Borgmesteren · Borgmesteren

Selv tak. Så er det på vegne af Liberal Alliance, Louise Svenstrup. Værsgo.

Louise Svenstrup · LA

Ja tak. For Liberal Alliance er der ét spørgsmål, der overskygger alt andet i det her budget, og det er, selv sagt, behovet for, at vi får en ny budgetmodel på socialområdet. Det er ikke ét krav blandt mange, det er det, vi måler det her budget på. Nogle af mine byrådskolleger har været i pressen de seneste uger og givet udtryk for, at hvis borgmesterens sociale procent bliver til virkelighed, så må man forvente et regulært blodbad på de andre velfærdsområder. Det vil jeg bare sige helt tydeligt: Det er ikke tilfældet.

Det er tilnærmelsesvis spin, måske et forsøg på at holde pengene i eget område. Men socialområdet er det eneste af kommunens store velfærdsområder, som ikke har fået en opdateret budgetmodel i nyere tid. Den model, vi styrer efter i dag, er fra 2012 og demografibaseret, ikke behovsstyret. I de sidste tre år alene er befolkningstallet i Aarhus vokset med cirka 18 procent, men antallet af aarhusianere, der har behov for en social indsats, er steget med 50. Derudover er den gennemsnitlige indsats, som borgeren har brug for, også blevet væsentligt mere kompleks og dermed dyrere.

Vi har med andre ord bedt er 13 år gammelt regnestykke om at følge med i en virkelighed, der i dag ser væsentligt anderledes ud. Konsekvenserne kender vi alle sammen. Der har været ansættelses- og forbrugsstop på socialområdet i tre år. Der er gennemført sparerunde efter sparerunde, og i foråret sendte vores egen Michael Christensen, rådmanden, en tung omstillingsplan i høring, fordi området ellers stævner mod et underskud, der i 2030 kan løbe op i 600 millioner. Det er ikke, fordi området har manglet vilje til at spare.

Det er, fordi vi år efter år har været strukturelt underfinansieret på socialområdet og derfor har været tvunget til at finde store besparelser igen og igen. Og det bekymrer os dybt, at de seneste besparelser i høj grad er gået ud over det forebyggende arbejde og det civilsamfund, som når de borgere, kommunen selv kan have svært ved at nå igennem til med den rette hjælp. Når vi skærer i den indsats, så graver vi bare hullet dybere. De borgere, vi ikke hjælper i tide, de ender nemlig ofte med at have brug for væsentligt dyrere hjælp på den lange bane. Det er en negativ spiral, og det giver anledning til bekymring for, at de 600 millioner, prognosen tilsiger i 2030, kan gå hen og blive endnu værre.

Og til dem, der spørger, hvor pengene så skal komme fra, jamen, de skal jo blandt andet findes i administration. Det har vi selv vist i Liberal Alliance kan lade sig gøre med den nye organisering af MSB i foråret, fandt vi omkring 50 millioner kroner i administration alene, penge som går direkte til at lette presset på socialområdet uden, at man rører ved den borgernære service. Liberal Alliance har derudover stillet finansieringsforslag for et sted mellem 250 og 300 millioner, der frigiver servicerammen. Det er vores eget skøn, da vi ikke har set belysningen af alle finansieringsforslag endnu, men vi vil antage, det bliver deromkring. Så beskeden herfra er klar.

Borgmesterens sociale procent er præcis det: 1 procent. Ikke de 15, som er det, vi i MSB har sparet i administration. Vi mangler ikke penge i den her kommune. Vi mangler sund fornuft og prioritering af de midler, som vi allerede har. Man kunne jo for eksempel tage symfoniorkesteret, som hvert år får 25 millioner i kommunalt tilskud.

Det synes vi er en lidt underlig prioritering, når vi samtidig har svært ved at drive vores kernevelfærd. Vi så hellere, at man skar på den slags ting og for eksempel gav de 4,7 millioner, Kirkens Korshær skal bruge til at drive værestedet for særligt udsatte, Spor 7, eller at man gav 1,6 millioner om året til sociolancen, som regionen lige har stemt igennem deres budget, også med det de skal bidrage med der, eller at man puttede pengene i Changing Places- toiletter, sådan at handicappede i kørestol kan bevæge sig rundt i vores by og rent faktisk komme på toilettet ligesom os andre. For det er det, der er essensen i det hele. Socialområdet er kernevelfærd. Kommunens fornemmeste opgave er at hjælpe dem, der ikke kan hjælpe sig selv, og sådan bør vi prioritere.

Ikke efter prestige, men efter borgernær velfærd. Og lad os huske, at det her jo ikke handler om procentsatser og røde tal i Excel-ark. Det handler om levende mennesker af kød og blod, om mennesker med handicap, om anbragte børn, om familier med børn i skolevægring. Det er dem, det går ud over, når vi sparer på socialområdet. Og det bringer mig videre til vores børn.

I går kom der meget bekymrende tal fra PISA- undersøgelserne omkring vores børn. Og i Liberal Alliance mener vi, at en god folkeskole bygger på stærk faglig ledelse, på tillid til lærernes faglighed, ikke detailstyring fra rådhuset. Vi ønsker at give autoriteten tilbage til lærerne og frisætte skolerne til at drive det tilbud, der passer bedst ude hos dem. Vi er meget bekymrede for den stigende skolevægring, vi ser på de aarhusianske folkeskoler, men også på landsplan. Og derfor har vi fremlagt en trivselspakke som budgetforslag, hvor vi lægger op til at arbejde helhedsorienteret med en tidlig forebyggende indsats, så vi undgår, at børn ender i langvarigt skolefravær.

Hvis vi vender os en lille smule mod mobilitet også, så ser vi jo sådan på mobilitet, at det er noget, der gælder alle mennesker, uanset om de er på cykel eller i bil, i bus eller på gåben. Og vi har akutte fremkommelighedsproblemer i Aarhus, som vi meget gerne ser løst. Det mener vi ikke, man kan klare med enkeltindsatser. Det kræver en reel fremkommelighedsplan for kommunen at løse det problem. Jeg vil sige en lille smule om skatten også.

Ifølge forvaltningens egen belysning af Liberal Alliances budgetforslag om en relativ skattenedsættelse, så er kommunens likviditet i dag på omkring 13.000 kroner per borger. Det er et ret pænt polster. Men hvad vigtigere er, så er det jo også borgernes penge, som faktisk ligger og samler støv i kommunens kasse, uden at vi kan bruge dem på grund af anlægs- og serviceloftet. Derfor mener vi, at der skal indføres en grænse for, hvor høj kommunens likviditet må være, før det skal udløse en sænkning af kommuneskatten. For kommunen skal ikke agere bank for borgerne.

De penge, der ikke skal anvendes på borgernær velfærd, skal gå tilbage i borgernes egne lommer. Til sidst vil jeg knytte en enkelt kommentar til erhvervslivet og slå et slag for, at vi lytter til det erhvervsliv, som er dem, der finansierer vores allesammens velfærd med arbejdspladser og med skatteindbetalinger. Vi skal lytte til dem, når de fortæller os, hvad de ønsker, at vi skal bruge dækningsafgiften på, når den nu desværre ikke skulle afskaffes. Og vi har stillet nogle forslag, der er med til at gøre erhvervslivets byrder lidt lettere, som vi meget håber, vi får opbakning til i det her budget. En afskaffelse af udeserveringsafgiften og én indgang for restaurationslivet.

Når man ønsker at starte en ny café, en ny restaurant eller lignende i byen, så skal man ikke jagte rundt i hele kommunen. Det er de ting, vi fra Liberal Alliances side har særligt fokus på til årets budgetforhandlinger. Og nu vil jeg slutte min tale af med min vigtigste pointe som en appel til byrådet. Kære byråd. Prioriter kernevelfærden, giv socialområdet den budgetmodel, det for længst skulle have haft, og gør det ved at applicere sund fornuft på brugen af de midler, vi allerede har, så vi bruger dem klogere og sparer på administration, ikke ved at skære i kernevelfærden.

Det er unødvendigt. Tak for det gode samarbejde så langt i byrådet. Fra Liberal Alliances side ser vi frem til budgetforhandlingerne. Tak for ordet.

Borgmesteren · Borgmesteren

Selv tak. Så er det Jakob Søgaard Clausen, Danmarksdemokraterne.

Jakob Søgaard Clausen · DD

Tak for det, borgmester, og tak til Liberal Alliances ordfører for også at spille lidt finansiering på banen til drøftelserne her i dag. Det var der desværre ikke rigtigt nogen af de foregående ordførere, der kom omkring. Nu tager vi jo hul på budgetforhandlingerne, og vi gør det jo fra et bedre økonomisk udgangspunkt, end vi egentlig har været vant til lige efter et kommunalvalg. Og det gør jo, at der er et råderum, og at der er mulighed for at prioritere. Derfor er det også værd, at vi husker på, at de valg, vi træffer de kommende uger, jo rent faktisk er politiske valg.

Det er os, der bestemmer, hvordan fremtiden i Aarhus skal se ud. For Danmarksdemokraterne er udgangspunktet ret enkelt. Vi skal bruge flere af borgernes penge der, hvor borgerne mærker det i hverdagen. Og så skal vi bruge færre penge på systemet. Det betyder først og fremmest, at vi skal passe bedre på vores kernevelfærd.

På socialområdet har vi gennem flere år set et stigende pres. Flere borgere har brug for hjælp, og medarbejderne løber stærkt. Og det nytter ikke, at vi hvert år starter med et nyt hul og bagefter skal diskutere, hvordan vi skal lappe det. Vi har brug for en mere holdbar økonomi på socialområdet, hvor pengene i højere grad følger behovet. Og samtidig skal vi også turde diskutere kvaliteten, for vores velfærd handler jo ikke bare om kroner og ører.

Det handler også om, hvordan hverdagen ser ud, om der er duft af hjemmelavet mad på vores botilbud, om den ældre på plejehjemmet kan komme udenfor og få frisk luft, om der er tid til basal omsorg, og om borgerne oplever valgfrihed og bliver behandlet som et menneske og ikke bare som en sag i et system. Og det samme gælder vores børn. Vi skal have nogle daginstitutioner med ordentlige fysiske rammer og plads til børnene. Vi skal have skoler, hvor lærerne har bedre mulighed for at gribe børnene tidligt. Og vi skal tage hånd om vores socialt udsatte, blandt andet med en sociolance i samarbejde med regionen.

Men flere penge kan heller ikke være det eneste svar. Aarhus Kommune er jo en meget stor organisation. Og når kommunen vokser, så skal administrationen ikke bare vokse med. I Danmarksdemokraterne har vi fremlagt forslag om mindre bureaukrati og om at samle administrative funktioner. Vi skal bruge ny teknologi og kunstig intelligens langt mere offensivt, så det kan frigive tid fra administration og dokumentation.

Vi har et grundlæggende princip, som vi kommer til at tage med ind i de kommende budgetforhandlinger: Vi vil have mindre system og mere borger. Der er også et andet område, som kommer til at fylde meget for os. Aarhus Kommune er meget mere end midtbyen. Det burde være en selvfølge, men det opleves ikke altid sådan, hvis man bor i Lystrup, Skødstrup, Hjortshøj, Harlev, Solbjerg, Beder, Malling eller nogle af de mange andre landsbyer og oplandsbyer i Aarhus. Alt for ofte er borgerinddragelse noget, der sker, efter kommunen i praksis har besluttet sig for, hvad der skal ske.

Danmarksdemokraterne ønsker det modsatte. Vi ønsker mere reel lokal indflydelse, og derfor vil vi blandt andet styrke oplandspuljen igen. Vi vil også gå videre og give lokalområderne større råderet over nogle af de anlægspenge, der bruges på lokale projekter. Det handler om tillid. Men det handler også om, at hele kommunen skal udvikle sig.

Når nye byområder vokser frem, skal nye daginstitutioner, veje, cykelstier, idrætsfaciliteter og andet infrastruktur følge med. Vi skal stoppe med først at bygge boligerne og så bagefter opdage, at infrastrukturen mangler. Og det bringer mig videre til mobilitetsområdet. For i Danmarksdemokraterne ønsker vi en kommune, hvor man rent faktisk kan komme frem. Og det er uanset om man tager bussen, cyklen eller bilen.

Derfor vil vi investere mere i trafiksikkerhed, cykelstier, veje, støjbekæmpelse og gode forbindelser mellem oplandet og byen. Og vi vil fortsat arbejde for billigere kollektiv trafik. Men vi kommer ikke til at føre en trafikpolitik, som er en kamp mod bilerne. For for mange aarhusianere er bilen ikke et luksusvalg. Det er en nødvendighed for at få arbejde, børn, fritidsliv og familieliv til at hænge sammen.

Og en levende midtby i Aarhus kræver også, at mennesker kan komme ind til den. Det gælder både kunder, gæster og medarbejdere. Så skal Aarhus også være en tryggere kommune. Tryghed er i høj grad politiarbejde, men som kommune har vi også et stort ansvar. Vi skal slå hårdt ned på socialt snyd, kriminelle miljøer og indvandrerbander.

Vi skal gøre mere for trygheden i nattelivet, så unge kan gå i byen og komme sikkert hjem. Derfor skal vi have fastansat vores tryghedsvagter. Letbanen skal køre om natten, og vi skal støtte de dygtige Natteravne, som gør en stor forskel i nattelivet. Desværre så er vi jo, som enkelte ordførere har været inde på, udfordret af de statslige service- og anlægsrammer. Det begrænser os jo for at bruge nogle af de penge, vi rent faktisk har, både på velfærd og på nødvendige anlægsinvesteringer.

Og det er en svær udfordring med en regering ovre i Folketinget, som ikke vil prioritere den nære velfærd højt nok. Men vi har nogle rammer, og dem bliver vi nødt til at forholde os til. Og det kalder på tydelige politiske prioriteringer i byrådet. For os i Danmarksdemokraterne er retningen derfor klar: mere velfærd tæt på borgeren, mindre administration og bureaukrati, mere frihed og valgfrihed, mere indflydelse til vores lokalområder, bedre infrastruktur i hele kommunen, mere tryghed og en kommune, som både borgere og virksomheder oplever som en medspiller frem for en modspiller. Danmarksdemokraternes byrådsgruppe går åbent ind til forhandlingerne.

Der er et godt økonomisk udgangspunkt for at lave et budget, hvor vi både kan investere i den nære velfærd, men hvor vi også kan få ændret på nogle af de strukturer, der i alt for lang tid har gjort, at Aarhus Kommune er dyrere og mere bureaukratisk, end den bør være. Det arbejde ser vi i Danmarksdemokraterne frem til. Tak for ordet.

Borgmesteren · Borgmesteren

Tak for det, og meget godt gået med at holde sig inden for de syv minutter. Så er det Thomas Kastrup Christensen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Thomas Christensen · DF

Tak for det. Jeg vil gerne starte med samme sætning, som jeg sagde en kold novembernat tilbage i 2025: Dansk Folkeparti er tilbage i Aarhus Byråd. Det skal aarhusianerne gerne kunne mærke. De skal kunne mærke det, når vi sætter trygheden først, når vi kræver konsekvens over for den kriminalitet, parallelsamfund og socialt snyd, og når vi insisterer på værdighed og en hjælpende hånd til de mennesker, der i virkeligheden har brug for fællesskab. Tryghed og værdighed, det er mine nøgleord, og det er Dansk Folkepartis udgangspunkt for de kommende budgetforhandlinger.

Når en ung pige står alene ved et mørkt busstoppested en sen aften, skal hun kunne føle sig tryg. Når en ung dreng skal tidligt afsted om morgenen, skal han ikke blive stående i mørket, fordi buschaufføren ikke kan se ham. Når en familie bor tæt på bander, kriminelle klaner, parallelsamfund, hærværk og hensynsløs kørsel, skal de kunne føle sig trygge, også i deres eget kvarter. Og når man efter et langt arbejdsliv får brug for ældreplejen, skal man mødes med værdighed. For trygheden er den første velfærd, vi møder derude.

Derfor går Dansk Folkeparti til budgetforhandlingerne med et ønske om en samlet og mærkbar tryghedsindsats. Vi vil arbejde målrettet for mere videoovervågning der, hvor utrygheden og kriminaliteten er dokumenteret. Det kan være ved banders samlingssteder, udsatte boligområder, skoler, idrætsanlæg, stier eller tunneller med gentagen uro eller hærværk, og ej at forglemme vores natteliv. Lovlydige borgere skal ikke ændre deres adfærd på grund af frygt. Det er de kriminelle, der skal mærke konsekvenserne.

Men tryghed handler også om noget så enkelt som lys. Derfor vil vi prioritere bedre belysning ved de mørkeste stoppesteder, særligt der, hvor børn og unge venter i vores oplandsbyer på bussen. For Aarhus stopper nemlig ikke ved ringvejen. Vi vil også arbejde for bedre muligheder for at komme hjem sikkert om natten. Oplandet og byens yderområder skal ikke stå sidst i køen.

Tryghed handler samtidig om tilliden til vores fællesskab. Langt de fleste organiserer sig, arbejder, bidrager og overholder vores love og gældende regler. Derfor er det dybt provokerende, når andre bevidst snyder sig til penge, de ikke har ret til. Kommunens kontrolteam skabte allerede sidste år et nettoprovenu på næsten 30 millioner kroner. Det viser, at kontrol virker.

Derfor ønsker vi en styrket indsats mod socialt snyd, herunder blandt andet proforma-flytninger, skjulte udlandsophold, uberettigede sociale ydelser osv. Indsatsen kommer også til at ramme direkte ind i noget af det, som bekymrer mig meget: vores store parallelsamfund, som vi også har i kommunen, og som også er vigtigt vi tager hånd om. Vi må turde tale åbent om utilpassede indvandrere, bandemiljøer og mennesker, der vender ryggen til de danske værdier, som hele vores samfund bygger på. For sagen om at genåbne 5.000 sager om førtidspension blandt indvandrere i ghettoområderne fra det daværende Folketing, selvom det ikke nødvendigvis er noget, kommunen skal gå ind og undersøge i denne sag, vidner jo om, at der er massive problemer med snyd, og vidner om en mentalitet, som hersker i dele af parallelsamfundet. Det er ikke hårdt at kræve, at reglerne bliver overholdt. Det er rent faktisk ret retfærdigt.

Dansk Folkeparti står for en fast hånd over for dem, der misbruger fællesskabet, og en tryg hånd under de svageste. Det bringer mig helt naturligt til Sociale Forhold og Beskæftigelse, som flere ordførere også har været inde på. Her står vi med en alvorlig strukturel ubalance, som ifølge prognosen kan vokse til 600 millioner allerede i 2030. Det løser vi ikke med et midlertidigt tilskud. Det løser vi ikke med flere sparekataloger, hvor udsatte borgere og medarbejdere endnu en gang skal betale prisen.

De har allerede set lappeløsninger. Dansk Folkeparti ønsker en permanent løsning og en ny budgetmodel, hvor økonomien følger de faktiske behov. Når borgere får komplekse og omfattende behov, skal budgetterne følge med. Derudover er det Dansk Folkepartis klare overbevisning, at hvis vi ikke gør netop det her, så rammer det også vores budgetter hårdt på lang bane. For man kan ikke spare sig ud af forebyggende indsatser.

Vi skal stoppe med at behandle forudsigelige udgifter som årlige overraskelser i vores budgetter. Det handler om mennesker med handicap, udsatte børn og voksne, samt familier, der hver dag er afhængige af, at kommunen leverer den nødvendige hjælp. Sundhedsreformen lægger også et stort pres på Aarhus og på Sundhed og Omsorg. Den regning må ikke sendes videre til de ældre gennem mindre tid, dårligere pleje og færre faste medarbejdere. De ældre har arbejdet, betalt skat, opdraget børn og bygget det samfund, vi har fået lov til at arve i dag.

Det er ikke bare en post i et regneark. De fortjener en helt særlig respekt, omsorg og en værdig alderdom. De skal have reel indflydelse på deres eget liv, også på den mad, som de selv betaler for. Derfor vil vi også gerne have prioriteret bedre mad, stærkere lokale køkkenfunktioner og, ja, noget så simpelt som mulighed for kød. For det er ikke nogen hemmelighed, at kommunens interne klimaafgifter er med til at bestemme, hvor meget kød den enkelte plejehjemsbeboer får.

Det er ikke kommunens ansvar at bestemme dem, som er i den sidste fase af livet, hvad de skal spise. Det må være op til den enkelte i al værdighed og respekt. Dansk Folkeparti ser frem til gode og konstruktive budgetforhandlinger. For vi kommer med klare holdninger og tydelige prioriteringer, men vi kommer også med viljen til at lytte, finde løsninger og indgå i et ansvarligt samarbejde. Forhandlingerne skal ende med et budget, som aarhusianerne kan mærke i deres hverdag, ikke blot et budget, som ser rigtig fint og flot ud på et regneark.

Vi ser frem til rigtig gode forhandlinger. Tak for ordet.

Borgmesteren · Borgmesteren

Selv tak, og tak for alle de gode taler. Det er jo altid lidt specielt, når vi har den her ordførerrunde, j eg synes også, der er noget meget smukt i det, i virkeligheden, hvor vi selvfølgelig diskuterer de forskellige politiske prioriteter. Og det er noget af det, jeg ret godt kan lide ved kommunalpolitik, selv man bliver bedt om at holde en tale på under 10 minutter, så er der eddermaneme meget, som man også er enige om og ser fælles på tværs af partier. Og det kan bestemt også noget, selvom vi også deler os efter anskuelse på en lang række områder. Tak for de gode taler.

Jeg ser frem til at forhandle budget med samtlige partier. Til formalia, så bliver sagen her sendt til behandling i Magistraten, fordi vi tidligere havde nogle fællesmøder mellem Magistraten og kan man sige, Økonomi- og Erhvervsudvalget. De fællesmøder har man sløjfet, og derfor er der en sagsgang i Magistraten. Så det vil være min anbefaling, at vi gør det.

Borgmesteren · Borgmesteren

Jakob Søgaard Clausen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Jakob Søgaard Clausen · DD

Tak for det, og tak for talerne hele vejen rundt. For mit vedkommende i hvert fald har det affødt et par undringer, som det kunne være rart at få afklaret, hvis byrådets partier vil det. Nogle gange har vi jo haft lidt en politisk debat, hvor vi også prøver lige at afklare, hvor vi er henne hver især. Så jeg synes især SF's tale gav lidt stof til eftertanke. Der var rigtig mange gode forslag om ting, man gerne ville.

Det har vi alle sammen bidraget til her i løbet af eftermiddagen. Der var også en meget lang liste af ting, man ikke ville være med til i det budgetudkast, der kom fra borgmesteren. Jeg hæftede mig også ved, at da borgmesterens budgetudkast blev offentliggjort, der sendte rådmand Thomas Medom en pressemeddelelse ud, hvor man skrev, at der var en Socialdemokratisk borgmester, Socialdemokratisk KL-formand, Socialdemokratisk finansminister og Socialdemokratisk statsminister, og at det var mærkeligt, at man så ikke ville prioritere velfærd noget mere. Og jeg er enig i, at det er problematisk med alle de Socialdemokrater, men der mangler en central aktør, og det er jo Pia Olsen Dyhr, SF's formand. Altså, hun er Økonomi- og Indenrigsminister.

Det er hende, der har forhandlet med kommunerne. Økonomiaftalen med kommunerne er forhandlet af Pia Olsen Dyhr. Det er SF's ansvar. Jeg sidder i KL’s bestyrelse, og jeg gik virkelig glad ind til de forhandlinger. Jeg tænkte nu skal vi have prioriteret kernevelfærden i kommunerne.

Men hvad endte det med? Præcis det samme vi har set de senere år. Og det er jo derfor, vi står med de her store økonomiske udfordringer, blandt andet på socialområdet. Så jeg synes, SF savner et svar på, hvad det egentlig er, man så vil prioritere lokalt. Hvor skal pengene komme fra?

Tidligere har man kørt skattestigninger. Det har vi ikke hørt noget om i dag. Man er meget tydelig på, at man ikke er med til at lave effektiviseringer og bruge pengene bedre. Så hvad er SF's forslag egentlig til, hvordan vi skal finansiere de rigtig mange gode tiltag, der er kommet fra SF og øvrige partier i dag, og på de store udfordringer, vi har på vores kernevelfærd.

Borgmesteren · Borgmesteren

Så er det Mette Bjerre, SF. Værsgo.

Mette Bjerre · SF

Jamen, tak for spørgsmålet. Jeg kommer nok ikke… Jeg vil gerne forholde mig til det konkrete. Hvad er det, vi gerne vil? Vi vil en hel masse, ja, og vi ser en hel masse, der vil rigtig meget. Og måske fik jeg ikke sagt det helt tydeligt, så jeg vil gerne prøve at gøre det klart.

Hvad er det, vi ikke vil? Vi er med på, at der skal spares, for at vi kan få råd til at understøtte socialområdet. Det siger vi også. Vi er ikke med på, at det skal ske fuldstændig jævnt fordelt. Vi synes ikke, at man kan give folkeskolen penge med den ene hånd og tage de samme penge med den anden.

Vi synes, vi bliver nødt til at understøtte, at der er nogle områder, hvor vi kan effektivisere mindre, end vi kan andre steder. Og så siger jeg også, at når vi skal spare, så skal vi holde op med at gøre det som en grønthøsterbesparelse, hvor det forsvinder ud og ryger helt ud steder, hvor det er svært at gennemskue, men hvor vi bare udhuler velfærden år efter år. Vi skal gøre det klogt, og vi skal turde sige, og stå sammen om som byråd at sige: De her ting skal vi gøre mindre af. De her opgaver skal forsvinde. Og dem kan jeg ikke stå og pege på nu, men jeg siger, det skal vi gøre sammen.

Vi skal finde ud af: Hvad er det så, vi ikke skal gøre? Og vi skal være åbne omkring, at sådan bliver det nødt til at være, når vi prioriterer. Jeg vil rigtig gerne sige skat, men når vi har et serviceloft, der er som det er i år, så er det bare ikke specielt meget effektivt at skabe flere penge ind, som vi ikke må bruge. Så derfor blev det ikke svaret i år for os. Men at vi skal tænke os om i forhold til, hvor vi sparer, og gøre det åbent i stedet for at sende en grønthøster ud.

Borgmesteren · Borgmesteren

Godt. Godt. Tak for det. Også på forsøget med politiske diskussion med kant. Det tænker jeg det får lov at udspille sig i videre sammenhænge, tænker jeg.

Godt. Med de bemærkninger er sag nummer 2 til 8 sendt til behandling i Magistraten.