Uofficiel borgeravis · Aarhus Kommune er myndighedFor fællesrådProdukterPriserTilmeldSeglPagtLog ind
Kommune-avisen · AarhusBonaLimen i lokalsamfundet

For dig der bor i Aarhus Kommune — byråd, udvalg og dit lokale fællesråd.

Tilmeld

Afskrift · Byrådsmøde 17. juni 2026 · punkt 22 · RV-forslag

Byrådet fordømmer forsøg på brandstiftelse mod moské — afdækning i Magistraten

Radikale Venstre foreslog skarp afstandtagen og systematisk arbejde mod antisemitisme og islamofobi. Punkt 1 vedtaget; punkt 2–3 i Magistraten.

AI-genereret fra offentlig afskrift

← Læs den journalistiske artikel

Opsummering

Byråd · nyhed og afskrift fra Aarhus Kommunes FirstAgenda-materiale (signeret byrådsdebat + bilag)

KildeFirstAgenda — Aarhus Byråd 17. juni 2026, punkt 22
Signeret afskriftBilag «Byrådsdebat 17.06.2026»
BilagBeslutningsforslag RV 08.06.2026, Sagsfremstilling / beslutningstekst
MetodeOfficiel FA-tekst (ikke Kommune-TV VTT)

Opsummering (neutral)

Radikale Venstre havde fremsat forslag om målrettet indsats mod diskrimination, herunder antisemitisme og islamofobi, efter et forsøg på brandstiftelse mod en ejendom på Nørre Allé, der huser en tyrkisk moské.

Forslagsstiller Metin Lindved Aydin (RV) argumenterede for, at byrådet skal reagere «officielt, klart og værdigt»: skarp afstandtagen, afdækning af omfanget af antisemitisme og islamofobi, og dialog med trossamfund, civilsamfund og myndigheder om tryghed omkring religiøse institutioner.

Rådmand Louise Svenstrup (LA) (Sociale forhold og beskæftigelse) lagde op til at bruge eksisterende spor — trusselsbillede i udvalg med politiet, notat om ekstremisme/radikalisering, Infohus og team for æresrelaterede konflikter — og understregede, at politiet endnu ikke har offentliggjort motiv.

Hüseyin Arac (S), Thomas Medom (SF), Martin Christensen (V), Jeppe Ulrich Lomholt (EL) og Thomas Kastrup Christensen (DF) tog alle afstand fra brandstiftelsesforsøget; debatten skærpedes om, hvorvidt byrådet bør vente på politiets efterforskning, før man knytter hændelsen til bredere antisemitisme/islamofobi, og om indsatsen skal være symmetrisk på tværs af grupper.

Ordstyrer Mette Bjerre (SF) konkluderede:

  1. Punkt 1 vedtaget: Det samlede byråd tager skarp afstand fra forsøget på brandstiftelse mod ejendommen på Nørre Allé.
  2. Punkt 2 og 3 sendes til Magistratsbehandling (afdækning/dialog), parallelt med rådmandens udvalgsspor.

Beslutning

Forslagets beslutningspunkter 2 og 3 fremsendes til Magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse med henblik på udarbejdelse af en indstilling, jf. byrådets vedtagelse i mødet den 17. juni 2026 om magistratsbehandling af forslaget. Forslagets beslutningspunkt 1 blev vedtaget af byrådet på mødet. Sagen bedes tilbagesendt byrådet via Magistraten.

Uofficiel journalistik baseret på Aarhus Kommunes officielle FirstAgenda-materiale (signeret afskrift + bilag). Erstatter ikke kommunens egne dokumenter — følg kildelinks.

Kilder / læs mere

Afskrift

Mette Bjerre (SF)

Så er vi nået til sag 22, som er et forslag fra Radikale Venstre om målrettet indsats mod diskrimination, herunder antisemitisme og islamofobi. Der vil rådmanden for Sociale Forhold og Beskæftigelse forelægge sagen. Måske?

Louise Svenstrup (LA)

Undskyld, nu skal jeg lige være der. Det er blevet lidt ud på aftenen. Jeg har også taget et stykke slik i munden. Det skal jeg beklage. Jeg var faktisk ikke lige klar over, at det var min opgave på den her. Men skal jeg sige noget om den, så gør jeg det gerne.

Mette Bjerre (SF)

Altså, ja, det tror vi ville være godt.

Louise Svenstrup (LA)

Det ville være fint for jer at vide af juristen, så det gør jeg. Jamen, det forslag, der er fremkommet her fra Radikale Venstre, det tager jo fat i noget, der har fyldt lidt, må man sige, i den sidste tid i vores kommune. Det er et forslag, der drejer sig om ekstremisme og radikalisering, og det er jo noget, vi bør tage rigtig alvorligt, når det får konsekvenser for borgere i den by, vi bor i. Som sagt, så er det ikke min mest forberedte tale, så jeg vil lade det blive det, og ser frem til at høre, hvad I andre byrådsmedlemmer har gjort jer af tanker om det her forslag. Tak for forslaget.

Mette Bjerre (SF)

Tak for det. Så er det Hüseyin Arac, Socialdemokratiet. Undskyld, det er Metin Lindved Aydin, som er forslagsstiller for sagen. Tak.

Metin Lindved Aydin (RV)

Tak for det, Mette Bjerre. Rådmanden for Sociale Forhold og Beskæftigelse fik sagt, at den her sag har fyldt lidt i medierne. Og det synes vi også, men vi synes faktisk, at den er fyldt lidt for lidt. Og derfor har vi også fremsat det her forslag, fordi vi mener, at byrådet bør reagere officielt, klart og værdigt, og reagere mod det her forsøg på brandstiftelse, mod den her ejendom i Nørre Allé, som huser en tyrkisk moské. Et angreb på et trosfællesskab, det er ikke kun et angreb på en bygning eller en menighed. Det er et angreb på den frihed til at tro, som man vil samles og være en synlig del af vores byliv, som blev stadfæstet i Grundloven i 1849. Og det er en frihed, vi har til fælles. Og derfor er det også et angreb på os alle sammen, og derfor skal vi stå sammen. I Aarhus skal alle borgere kunne færdes trygt og udøve deres tro, uden at frygte for trusler, diskrimination eller vold. Det gælder de, som tilhører et trossamfund, og de, som ikke gør det. Derfor ønsker vi, at Aarhus Kommune både tager skarpt afstand fra den konkrete hændelse, og samtidig arbejder mere systematisk med at afdække hadforbrydelser og forebygge antisemitisme og islamofobi. For antisemitisme og islamofobi rammer ikke kun de mennesker, der udsættes direkte for det. Det gør også alle de, som er omkring dem, og det skaber utryghed i hele fællesskaber og svækker hele den tillid og sammenhængskraft, som vores by bygger på. Vi foreslår derfor, at kommunen går i dialog med trossamfund, civilsamfundsorganisationer og relevante myndigheder om, hvordan vi kan styrke trygheden omkring religiøse institutioner i Aarhus. Det her handler ikke om at gøre forskelle større. Det handler om at sikre, at alle aarhusianere, uanset tro og baggrund, kan være her trygt, frit og ligeværdigt. Angreb på mennesker eller institutioner på grund af tro, hører simpelthen ikke hjemme i Aarhus. Og derfor foreslår vi konkret, at byrådet tager skarpt afstand fra forsøget på brandstiftelse mod moskeen i Nørre Allé, og understreger og udtrykker, at angreb på religiøse institutioner ikke hører hjemme i Aarhus Kommune, gennemfører en afdækning af omfanget af antisemitisme og islamofobi, med henblik på at styrke forebyggelse, oplysning og tryghed, anmoder Borgmesterens Afdeling om at indlede dialog med relevante aktører om, hvordan trygheden omkring religiøse institutioner og trosfællesskaber kan styrkes. Tak for ordet.

Mette Bjerre (SF)

Ja, tak for det og undskyld forvirringen. Så er det Hüseyin Arac, Socialdemokratiet. Hüseyin Arac (S): Mange tak. Jeg vil på Socialdemokratiske byrådsgruppes vegne sige, at ingen religiøse huse, synagoger, kirker, moskéer, også templer skal udsættes for attentat i vores by eller i vores land. Alle, jøder, kristne, buddhister, muslimer skal have lov til at dyrke deres religion under sikre og trygge forhold. Jeg tror, at denne forespørgsel kommer efter episoden på moskéen i Nørre Allé Det har Metin Lindved Aydin også forklaret. Jeg synes, det var godt, at størstedelen af byrådet har taget afstand fra denne episode og vist solidaritet med moskéen. Det er godt. Det er tryggende. Gerningsmanden til episoden er fundet af politiet. Vi kender ikke ham, hans motiv. Vi kender ikke den unge mands baggrund. Hvorfor han har udført en sådan handling, som vi alle sammen fordømmer. Vi ved heller ikke, om han har været alene, eller om nogen har hjulpet ham eller opfordret ham til handlingen. Derfor mener jeg, at vi skal være tålmodige og vente på politiets efterforskning af sagen før vi går videre. Jeg synes, vi skal bede politiet om at undersøge omfanget af yderliggående bevægelser og grupperinger i vores by. Grunden til, at jeg kommer med det her forslag, det er, at vores rådmand, Louise Svenstrup, har aflagt et besøg på moskéen, hvor der har været brandattentat, og lagt sit besøg på sin Facebookside. Da jeg så fik øje på de bemærkninger og beskeder, der kom til hende, blev jeg både ked af det og vred på de mennesker, som kom med alle de slemme, grimme, ubehøvlede bemærkninger til hendes Facebookside. Det synes jeg, vi skal tage kraftig afstand fra. Derfor en undersøgelse af yderliggående grupperinger i vores by vil være fint og sikker og tryg for os alle sammen. Tak for ordet.

Mette Bjerre (SF)

Tak for det. Så er det Thomas Medom, som ordfører for SF.

Thomas Medom (SF)

Jamen tak for forslaget, og tak for fine taler, både fra den Radikale ordfører og fra den Socialdemokratiske ordfører. Det er en trist og en alvorlig situation, at der har været et brandattentat i vores by. Jeg synes, det skaber utryghed. Og jeg synes også, det er bekymrende at høre, hvad der er for en malstrøm af had, der kan florere på sociale medier rettet mod mindretal i vores by. Så det er en alvorlig situation, og jeg synes også, det er vigtigt, at vi kan stå sammen og sende et signal om at tage afstand og bakke op, når nogen føler sig truet og udsat. Og jeg synes også, ideen om at række hånden frem til dialog til dem, der måtte ønske det, er et klogt forslag. Jeg synes også, det er vigtigt at bare lige have parentesen med fra Østjyllands Politi og den pressemeddelelse, de har sendt ud, hvor de jo skriver, at de har en mistænkt, og at det er et barn, og at de ikke kan sige noget om motiver endnu. Det kommer de formentlig til at kunne sige, men jeg synes bare, det er væsentligt at have med lige i forhold til, hvad vi siger og gør, hvornår. Men det ændrer ikke på, at der helt forståeligt er utryghed og både kræver, at vi viser opbakning og tager afstand og også rækker hånden ud til andre. Så er der spørgsmålet omkring kortlægninger og registreringer. Der havde jeg nok håbet på, at vi også lige havde fået en forelæggelse, men måske i hvert fald lige den del, kan vi så tage i en magistratsbehandling, de to andre ved jeg ikke om kan håndteres i mere politiske processer uden magistrat, eller om de også skal der forbi? Men jeg ved i hvert fald, at politiet registrerer allerede noget i dag. Der er noget, der kan ligge hos andre myndigheder også, så der synes jeg, at der er lige et behov for at få viden om, hvad ved vi? Hvad har vi mulighed for? Hvad er vores opgave? Hvor er det andre, der slår til? Men selvfølgelig er viden også væsentlig på det her punkt. Men lad os også lige få klarhed over, hvad står vi allerede på.

Mette Bjerre (SF)

Tak for det. Så er det Martin Christensen, Venstre.

Martin Christensen (V)

Også tak for forslaget herfra. Først og fremmest forsøget på brandstiftelse mod moskéen på Nørre Allé, det er fuldstændig uacceptabelt. Angreb på religiøse institutioner, uanset om det er en moské, en synagoge eller en kirke, det hører ikke hjemme i Aarhus. Det skal vi som byråd sige klart og tydeligt. Og jeg synes også, at der er blevet afsendt et stærkt signal fra næsten alle partier her i byrådet. Det er også vigtigt, at vi tager diskrimination alvorligt. Antisemitisme og islamofobi skaber utryghed, og ingen borgere skal føle sig udsat på grund af deres tro. Det er et grundlæggende princip i Aarhus. Men jeg synes også, vi skylder hinanden at være grundige. Det er en alvorlig hændelse, men det er også én konkret hændelse. Derfor skal vi passe på med, at vi ikke bygger en helt ny kommunal indsats på et enkeltstående tilfælde, før vi ved mere. Og her er det positivt, at forslaget netop ligger op til at afdække omfanget først. Det er en fornuftig tilgang. Jeg vil også godt understrege, at tryghed omkring religiøse institutioner ikke kun handler om sikkerhed, det handler også om dialog og om gensidig forståelse. Og derfor giver det god mening, at vi inviterer trossamfund og civilsamfund ind i samtalen. Venstre støtter intentionen i forslaget, men vi mener allerede, at der har været en afstandtagen i forhold til det her. Vi vil gerne have en afdækning af omfanget og en dialogbaseret tilgang. Og så mener vi, at det næste skridt bør være, at vi sender den i Magistraten eller i MSB-udvalget, hvor det er, at jeg ved, at man skal drøfte sagen også.

Borgmesteren

Så er det Jeppe Ulrich Lomholt, Enhedslisten.

Jeppe Ulrich Lomholt (EL)

Et barn har forsøgt at sætte ild til en moské. Et angreb, der kunne være endt i en mordbrand. Et angreb, der har spredt frygt og utryghed, ikke mindst blandt moskéens brugere. Og angreb hvis formål er, at sprede frygt og utryghed, de kaldes også for terrorisme. Når man har at gøre med et langt træskaft med et fladt metalhoved for enden, så kalder man den spade for en spade. De berørte har følt sig alene, og det var de også alt for længe. For umiddelbart efter angrebet var der ikke meget respons, hverken fra medierne eller for os her i salen. 10 dages stilhed. Det har siden ændret sig en smule, men der mangler stadigvæk en kollektiv solidarisk respons med Aarhus Byråd som afsender. Vi bør enstemmigt kunne forkaste de værdier, der kommer til udtryk i kommentarsporerne under artikler om denne sag hvor en mindreårig terrorist hyldes som en helt for at gå i kamp mod en minoritet, der får skylden for alverdens onder. Det fremmedhad, vi ser her, det er ikke bare fremmedgørelse, det er andetgørelse. Og det er desværre blevet udbredt i vores samfund. Som når en dansk politiker hævder, at palæstinensere ikke elsker deres børn på samme måde som vi gør, eller en anden kategorisk konstaterer, at der er for mange muslimer i det her land. Muslimer de gøres til politiserede koncepter, en kategori, et objekt. Man glemmer, at muslimer er mennesker. Muslimerne i vores by, de bliver gjort til mindre end mennesker. Had vokser sig større end kærlighed, og vi kan ikke bare kigge passivt på, mens de her værdier spreder sig, også nu blandt vores børn. Derfor håber vi, at byrådet snart kan genbesøge spørgsmålet om en handlingsplan mod racisme og diskrimination. Når der er børn i byen, der falder så dybt ned i det højreekstreme mørke, så kan der ikke være tvivl om, at det er nødvendigt. Vi tiltræder indstillingen. Vi noterer så godt nok ved punkt 2, at det allerede burde være undervejs, da jeg allerede har efterspurgt netop dette i Social- og Beskæftigelsesudvalget, og at forvaltningen på den baggrund vil gå i dialog med PET, som så gerne skulle komme med noget mere information til os. Derfor håber jeg også, at punkt 2 og 3 her vil sammentænkes og sammenflettes med de processer, der allerede er blevet sat i gang, så vi kan nå frem til den bedst mulige fælles tilgang mod racisme og højreekstremisme. Men jeg ser ingen grund til, at vi ikke i dag kan blive enige om, at der skal udsendes en besked om solidaritet fra det her byråd med alle partier, som afsendere. Tak for ordet.

Borgmesteren

Så er det Thomas Kastrup Christensen, Dansk Folkeparti.

Thomas Kastrup Christensen (DF)

Tak. Jeg tror, jeg vil starte samme sted, som langt de fleste herinde også har startet med, og det er selvfølgelig at tage fuldstændig afstand fra både forsøg på brandstiftelse på den navngivne moské, men også for hærværk, trusler, vold og andre former for ikke særlige danske værdiagtige løsninger. Det gælder uagtet om det er moskéer, det gælder uagtet om det er synagoger, og det gælder uagtet om det er kirker eller andre religiøse symboler. Ingen skal udsættes for angreb på baggrund af deres religion. Men der er også nogle andre ting i den her indstilling og den her sag, som bekymrer bl.a. mig i Dansk Folkeparti. Fordi hvis vi graver lidt længere ned i det, så bliver det meget uklart for mig, hvem det er, der skal være med til at definere helt konkret, både hvad islamofobien skal indeholde, men også hvem der skal stå for den helt konkrete samarbejde, der er, som forslaget lægger op til, der skal ligge samarbejde. Hvilke trossamfund, hvilke organisationer, hvem skal stå for oplysning, hvem skal stå for undervisning? Hvem skal have indflydelse på, hvad Aarhus Kommune fremadrettet skal acceptere eller opfatte som acceptabel religionskritik? Og det er en grænse, som jeg synes er meget svær, specielt også i denne her situation. Så jeg vil egentlig også gerne kvittere for det flere ordførere også får nævnt, at det måske også lige er en postgang for hurtigt, når vi hverken kender motiv eller hvad årsagen har været til det her, uagtet at det er fuldstændig uacceptabel, at man har valgt at gøre det. Men derfor synes vi også, at det måske også er en, det er lige en tand for hurtigt at gå ud og tone så rent flag, som det blandt andet bliver gjort fra Enhedslistens side af. I København har man allerede haft en lignende sag op at vende for ikke særlig lang tid siden. Der skulle man bruge en slat penge på indsatser mod islamofobi også. Først pegede forvaltningen på en organisation som bl.a. iChange. som ikke ligefrem vandt den overvejende støtte i Københavns borgerrepræsentation. Og det er måske lige præcis det, der rammer ind i, hvorfor det er, jeg synes, at det her kan godt gå hen at blive lidt mudret, hvis vi bare en til en vælger at gå videre med det. For hvilke organisationer er det, der skal være med til at definere det her? Mange af de organisationer og trossamfund, moskéer vi har i Aarhus, de anerkender blandt andet ikke, at der sidder helt legitime politikere herinde, blandt andet Dansk Folkeparti, som har en retfærdig og en helt legitim kritik af blandt andet dele af islam, uagtet om man så må mene, at vi skal have netto- muslimsk udvandring eller ej. Så der er nogle ting i det her, som jeg synes, der er lidt uklart, og derfor har vi meget meget svært ved at kunne se os selv i de punkter, der er lagt til. Men nu må vi se, hvad Magistratsbehandlingen viser os af det, og så kunne det være rigtig spændende at se ind i, hvad det er, forvaltningen rigtig gerne vil have, v skal kunne samarbejde med både organisationer, trossamfund, og hvad formålet skal være ud fra de organisationer og trossamfund osv.

Mette Bjerre (SF)

Så er det Metin Lindved Aydin, Det Radikale Venstre.

Metin Lindved Aydin (RV)

Tak til ordførerne for deres respektive indlæg, især Enhedslistens. Og jeg er enig, vi burde faktisk allerede i aften være i stand til at sende en officiel og utvetydig afstandtagen af sted til de berørte. Et par bemærkninger til de øvrige. Jeg er ikke overrasket over, at Dansk Folkepartis ordfører har svært ved at bakke op om forslaget. Antisemitisme og islamofobi er bare ikke særlig svært at definere, så okay. Venstres ordfører mener, at vi allerede har været der med vores opbakning. Men et debatindlæg i byens avis fra partierne er ikke det samme som en officiel afstandtagen på et papir med byens våbenskjold. Så den del af ordførertalen skuffer mig faktisk. Men mest ked af det er, at jeg faktisk skal høre Hüseyin Arac, der foreslår, at vi skal vente med at tage afstand fra handlingen og vente på, at den er ordentligt udredt. Altså de mennesker, som er blevet ramt, de har brug for at vide, at vi har deres ryg nu og ikke om flere måneder. Og jeg er bange for, at de i stedet vender sig andre steder hen, hvis ikke vi viser det. Tak.

Mette Bjerre (SF)

Jeppe Ulrich Lomholt, Enhedslisten – De Rød-Grønne.

Jeppe Ulrich Lomholt (EL)

Som jeg så forstår Dansk Folkepartis position, så skal man være handlingslammet, fordi at man ikke ved, hvem der skal gøre hvad. Altså forestil jer, hvis man havde den tilgang til alle mulige andre sager, nå der skal laves mad på skolerne, nå hvem skal lave maden, nå der skal gøres rent på plejehjemmene, nå hvem skal gøre rent. Så må Dansk Folkeparti da komme med et bud på, hvem det er, der skal arbejde med det her, i stedet for bare at tage armene over kors og være usamarbejdsvillige. Hvis der er nogen, der ikke burde varetage den her opgave, så peg på dem, som I mener burde varetage den her opgave. Så vil jeg også sige, at jeg er glad for, at Radikale Venstre også er enige i, at det allerede i dag burde besluttes at udsende en besked, en solidarisk omsorgserklæring. Hvis det ikke er tilfældet, at der er umiddelbar opbakning til det, så ønsker vi, at sagen bliver taget til afstemning. For jeg må sige ligeud, at hvis det her ikke er noget, man bare aktivt og entusiastisk kan bakke op om, så synes jeg, at man er nødt til at være i hvert fald villig til at trykke på knappen og afvise det.

Borgmesteren

Så er det Thomas Kastrup Christensen, Dansk Folkeparti.

Thomas Kastrup Christensen (DF)

Tak til Metin Lindved Aydin, ordføreren fra Radikale Venstre. Så vil jeg bare gerne lige påpege, at jeg sagde ikke på noget som helst tidspunkt på den her talerstol, at jeg ikke ved, hvad islamofobi er, eller hvordan man skal definere det. Det, som var min hovedpointe, det er, at jeg har meget svært ved at se, hvilken organisation, eller jeg vil meget gerne se, hvilken organisation det er, man forventer, der skal tage, eller skal varetage nogle af de her ting. Altså, hvilke trossamfund, hvilke organisationer, hvem skal stå for den her dele af oplysning? For vi har også nogle meget ekstreme, moskémiljøer i Aarhus, som man godt kunne frygte, kunne komme ind og tage afstand til nogle af de her ting, eller skulle ind tage undervisningsdel i de her ting. Og det er de ting, som jeg godt kan gå hen at blive bekymret for, for så bliver det et ekstremt religiøst miljø, som skal ind at definere, hvad islamofobi er. Og det er ikke det, som jeg er særlig interesseret i. Og så egentlig i forhold til rent proces, hvordan foregår afstemningen, hvis den er sendt i Magistraten? Det kunne jeg egentlig meget godt lide at vide, inden vi måske også hopper videre her.

Mette Bjerre (SF)

Ja, jeg forsøger selv at blive klogere. Som jeg har forstået det, kan der ikke tages afstemning nu, fordi den er sendt til behandling i Magistraten. Og man har krav på at få en sag behandlet i Magistraten, hvis man gerne vil det. Så som jeg har forstået det, så kan vi tage en afstemning efter, at den kommer tilbage fra Magistraten og altså ikke nu. Og så vil jeg gerne give ordet til Hüseyin Arac, Socialdemokratiet. Hüseyin Arac (S): Mange tak. Det er til Metin Lindved Aydin, som jeg synes er en dygtig politiker. Men når han påstår, at jeg ikke har taget afstand fra det her, så er det fuldstændig forkert. Fuldstændig forkert. Det har jeg sagt mange gange, og jeg har aflagt besøg på moskéen og snakket med de mennesker, der bliver berørt af det. Så jeg vil meget gerne, at du trækker den beskyldning tilbage Metin. Jeg tager kraftig afstand fra både den her handling og de andre handlinger, som gør skade på mennesker, organisationer eller trosretninger, hvem det er. Tak for ordet?

Borgmesteren

Så er det Metin Lindved Aydin, Radikale Venstre.

Metin Lindved Aydin (RV)

Jeg tror, at den Socialdemokratiske ordfører har hørt forkert eller misforstået mig. Det jeg beder om, det er byrådets afstandtagen, ikke Hüseyin Aracs afstandtagen. Jeg har hørt og også talt med ordføreren om det. Så jeg kommer ikke til at tage noget tilbage. Jeg beder om byrådets afstandtagen, ikke fra ordføreren for Socialdemokratiet. Og så til ordføreren for Dansk Folkeparti. Det er jo ikke de her menigheder, som skal definere, hvad antisemitisme og islamofobi er. Men de skal redegøre for, hvad det er, de har oplevet. Og så er det nogle andre, der skal tage stilling. For eksempel byrådet.

Borgmesteren

Så er det Jeppe Ulrich Lomholt, Enhedslisten.

Jeppe Ulrich Lomholt (EL)

Jamen, det er jo blevet pointeret over for mig, at ønsket om magistratsbehandling trumfer ønsket om afstemning. Det er jo lidt ærgerligt, men det er jeg jo nødt til at acceptere. Men derfor vil jeg så i stedet for komme med en meget, meget kraftig opfordring til Borgmesterens Afdeling og borgmesteren selv, som desværre ikke lige er til stede lige nu, men jeg satser på at borgmesteren får læst referatet, om at bare lave den. Bare lave den meddelelse og bare udsende den. Det er fuldstændig inden for borgmesterens beføjelser, og jeg er faktisk, jeg har undret mig over, at det ikke er sket endnu.

Mette Bjerre (SF)

Hüseyin Arac, Socialdemokratiet. Hüseyin Arac (S): Tak. Det bliver igen til Metin Lindved Aydin. Min tale starter med på vegne af Socialdemokratiske byrådsgruppes vegne. Jeg er Socialdemokrat. Jeg er en del af byrådsgruppen. Når jeg holder tale her, det er på vores vegne. Så kan Metin Lindved Aydin ikke sige, at du tager afstand, men din gruppe ikke gør det. Det passer simpelthen ikke. Men jeg vil ikke blive ved med at diskutere frem og tilbage. Jeg har sagt, at jeg tager afstand fra, og jeg har gentaget det flere gange. Her slutter vores samtale. Tak.

Mette Bjerre (SF)

Thomas Medom, SF.

Thomas Medom (SF)

Jamen, jeg vil egentligt opfordre byrådet til at vedtage i dag den første del af forslaget. Der er jo tre dele af forslaget. Det første, det er i al sin enkelhed at tage afstand fra forsøget på brandstiftelse. Der er ikke alt muligt andet inde i den del af forslaget. Det mener jeg, at vi fuldstændig problemfrit burde kunne vedtage i dag. Og så kan man jo konkret give opgaven til borgmesteren om, hvordan det bliver kommunikeret videre. Og så kan de to andre punkter, synes jeg, er rimelige at sende videre til magistratsbehandling.

Mette Bjerre (SF)

Ja, hvis byrådet kan blive enige om at vedtage punkt 1, så kan vi godt gøre det, og så sende resten til magistratsbehandling. Så det må man godt lige tilkendegive, om man gør. Og Metin Lindved Aydin har ordet ganske kort, fordi der var tiltale, men du har haft ordet tre gange. Så du må godt svare. Metin Lindved Aydin må godt svare.

Metin Lindved Aydin (RV)

Tak for det. Jeg fortsætter lige samtalen. Jeg bad ikke om Hüseyin Aracs afstandtagen. Jeg bad heller ikke om den Socialdemokratiske gruppes afstandtagen. Jeg bad om byrådets afstandsdagen. Så ordføreren simpelthen hørt forkert. Jeg takker Thomas Medom for det sindige forslag om at vedtage punkt 1.

Mette Bjerre (SF)

Så er det Martin Christensen, Venstre.

Martin Christensen (V)

Venstre kan godt bakke op om punkt 1 ved at tage afstand fra brandattentatet, og det synes jeg også, at ordførere har gjort klart, alle ordførere i deres respektive taler. Vi vil gerne bakke op om det.

Mette Bjerre (SF)

Så er det Thomas Kastrup Christensen, Dansk Folkeparti. Tak.

Thomas Kastrup Christensen (DF)

Tak. Jeg startede også ud med at sige, at selvfølgelig tager vi også skarpt afstand fra det. Jeg vil stadigvæk fastholde, at jeg synes stadigvæk, at det er en postgang for tidligere, at vi vælger at gøre, hvad hedder det, at gøre det allerede nu, når vi ikke kender det fulde motiv omkring det, om ikke andet, at det er fuldstændig uacceptabelt. Men jeg skal ikke stå til hinder for det. Så kan jeg også gå med på den del, om ikke andet. Man fastholder kritik på de andre punkter. Og magistratsbehandling.

Mette Bjerre (SF)

Yes, Hüseyin Arac får også lov at svare Metin Lindved Aydin. Hüseyin Arac (S): Ja, vi tiltræder også punkt 1 på beslutningsforslaget. Ingen problem for os.

Mette Bjerre (SF)

Tak, så nåede vi jo hele vejen rundt. Så får Louise Svenstrup lov at runde af.

Louise Svenstrup (LA)

Ja tak. Det bliver så med den lidt mere forberedte del af min tale plus et forsøg på også lige at reflektere lidt over den debat, vi har haft her i byrådssalen nu. Jeg vil starte med lige at oplyse byrådet om, hvad det er, der er på vej ind i Social- og Beskæftigelsesudvalget. Som Jeppe Lomholt rigtige påpeget, så har udvalget jo forespurgt både en trusselsbilledevurdering generelt set, ikke kun mod muslimske miljøer, men i det hele taget for ekstremisme. Og det er vi i dialog med politiet om, at de møder op i udvalget på et udvalgsmøde for at give os det. Vi tvivler dog på, at vi kan lykkes med det før sommerferien, men så bliver det umiddelbart efter. Derudover er der blevet udarbejdet et notat, der også snart kommer ud på, hvordan vi arbejder med ekstremisme og radikalisering og afradikalisering i Aarhus Kommune. Og det vil jo blive offentligt tilgængeligt også, da det sendes til udvalget. Så det er også på trapperne. Og i den forbindelse har jeg jo lyst til at sige, at når nu vi sender det i Magistraten til videre behandling, så er det jo rigtig relevant, at vi gør det med fokus på det arbejde, vi allerede laver og det, vi allerede ved. Forstået på den måde, at her giver det jo mening at inddrage Infohuset, det giver mening at inddrage vores team for æresrelateret konflikt. Og selvfølgelig Østjyllands Politi. Det er jo nogen, vi samarbejder tæt med på det her område i forvejen. Når det kommer til diskussionen i byrådssalen, så blev den lidt skarp fra nogle af ordførerne, synes jeg. Men for mig at se, er det væsentligt, at vi som byråd holder fast i, hvad er det, vi ved nu.

Mette Bjerre (SF)

Så må rådmanden godt runde den af.

Louise Svenstrup (LA)

Ja, det gør rådmanden. Hvad er det, vi ved nu? Det, vi ved, det er det, politiet har meldt ud. Og det er væsentligt at holde fast i. Så vi kender faktisk ikke motivet endnu. Og det skal vi også være forsigtige med, når vi melder noget ud offentligt. Tak.

Mette Bjerre (SF)

Tak for det. Og med det og med den runde, og tak for hjælpen til en konklusion, så vedtager vi punkt 1, om at et samlet byråd tager skarp afstand fra forsøget på brandstiftelse mod ejendommen på Nørre Allé. Og de to resterende punkter, 2 og 3, sender vi til en magistratsbehandling, og følger jo så også, hvad rådmanden ellers har sendt i udvalget. Så nåede vi simpelthen igennem de sager, vi skal behandle, fordi så har vi også en masse budgetforslag, som vi jo så nu sender til budgetforhandlingerne. Og så tror jeg simpelthen, at vi siger rigtig god sommer, og tak for det her, vi nåede igennem.

Speaker index

TalerRolle
Mette Bjerre (SF)Byrådsmedlem
Louise Svenstrup (LA)Byrådsmedlem
Metin Lindved Aydin (RV)Byrådsmedlem
Thomas Medom (SF)Byrådsmedlem
Martin Christensen (V)Byrådsmedlem
BorgmesterenOrdstyrer
Jeppe Ulrich Lomholt (EL)Byrådsmedlem
Thomas Kastrup Christensen (DF)Byrådsmedlem

Note: Talernavne og ordlyd følger FirstAgenda-bilaget Byrådsdebat 17.06.2026 (signeret afskrift). FA bemærker, at der ikke er læst korrektur på dokumentet.

← Tilbage til artiklen