Afskrift · Byrådsmøde 8. april 2026 · punkt 10 · folkeskole
To-voksen-ordning: Børne- og ungebyrådets forslag til magistratsbehandling
Ungebyrådet vil styrke kvalitet i to-voksen-timer. Bred opbakning til at lade Børn og Unge udarbejde indstilling — debatten spænder fra ressourcer til faglighed.
AI-genereret fra offentlig afskrift
Opsummering
Byråd · nyhed og afskrift fra Aarhus Kommunes FirstAgenda-materiale (signeret byrådsdebat + bilag)
| Kilde | FirstAgenda — Aarhus Byråd 8. april 2026, punkt 10 |
| Signeret afskrift | Bilag «Byrådsdebat 08.04.2026» |
| Bilag | Beslutningsforslag Børne- og Ungebyrådet 17.03.2026, Sagsfremstilling / beslutningstekst |
| Metode | Officiel FA-tekst (ikke Kommune-TV VTT) |
Opsummering (neutral)
Byrådet behandlede forslag fra Børne- og ungebyrådet om at styrke to-voksen-ordningen i folkeskolen — med vægt på kvalitet, læring og trivsel, ikke kun timer.
Thomas Medom (SF) indledte som rådmand og lagde op til magistratsbehandling. Eva Borchorst Mejnertz (S), Mette Bjerre (SF), Martin Christensen (V), Jeppe Ulrich Lomholt (EL), Bünyamin Simsek (KF), Mahad Yussuf (RV), Louise Svenstrup (LA) og Thomas Kastrup Christensen (DF) markerede opbakning til at få en ordentlig indstilling — med forskellige vægte på ressourcer, faglighed og prioritering.
Beslutning: Forslaget fremsendes til Magistratsafdelingen for Børn og Unge med henblik på indstilling; sagen tilbage via Magistraten.
Beslutning
Fremsendes til Magistratsafdelingen for Børn og Unge med henblik på udarbejdelse af en indstilling, jf. byrådets vedtagelse i mødet den 8. april 2026 om magistratsbehandling af forslaget. Sagen bedes tilbagesendt byrådet via Magistraten.
Uofficiel journalistik baseret på Aarhus Kommunes officielle FirstAgenda-materiale (signeret afskrift + bilag). Erstatter ikke kommunens egne dokumenter — følg kildelinks.
Kilder / læs mere
Afskrift
Borgmesteren
Så går vi til sag nummer 10, aftenens sidste sag, som er forslag fra Børne- og ungebyrådet om styrkelse af to-voksen-ordning i folkeskolen. Og rådmanden for Børn og Unge, Thomas Medom, forelægger sagen.
Thomas Medom (SF)
Tak for det. Og først og fremmest vil jeg gerne anerkende det super seriøse arbejde, som Børne- og ungebyrådet både har lagt i det her forslag, men som vi jo senest også lige har haft lejlighed til at møde med det dialogmøde, vi har haft med de unge forud for det her byrådsmøde. Jeg synes, de unge er kommet med et gennemarbejdet og super relevant forslag om flere to- voksen-timer i undervisningen. Og så er der jo samtidig et vigtigt ønske om bedre og bredere information om de trivselsindsatser, der også findes. Jeg er helt enig i pointen omkring, at udfordringsbilledet ikke er det samme overalt. Det skal vurderes for årgang for årgang, fra klasse til klasse. Hvad er der brug for? Hvor skal ressourcen være? Og hvad er det for en type ansat eller medarbejder, der er brug for. Når det gælder flere to-voksen-timer, så er der et stærkt og veldokumenteret dokumentation for, at det faktisk er et greb, der virker. Forskningen har kigget på det af flere omgange, og det er et klogt sted at bruge flere ressourcer, når man vil styrke den faglige kvalitet og styrke elevernes trivsel. Da byrådet senest gav et løft, både et engangsløft, men også et permanent løft af driften til skolerne, der kunne vi også se, at det som skolerne i alt overvejende grad prioriterede, det var flere ansatte og i høj grad også timer med to lærere, eller en lærer og en pædagog. Det løfte, der er afgivet i konstitueringsaftalen for et meget stort flertal i det her byråd, er jo godt nok peget i retningen af indskolingen, men er jo også givet som et løfte med den sædvanlige frihed til skolerne om at prioritere ressourcen, der hvor de giver mest mening, og hvis det er en 9. klasse, der har behovet, så har skolen mulighed for at bruge de ressourcer, vi skal i mål med at finde, så har skolen muligheden for også at prioritere. Så er der også et vigtigt fokus på kompetenceudviklingen i det her forslag for Børne og ungebyrådet, som jeg også tror er rigtig, rigtig vigtigt at have med og, som vi i hvert fald også i den gruppe, jeg sad i med de unge byrødder, også fik både gode eksempler, men også nogle eksempler på, hvor der er plads til forbedringer, når man arbejder med to-voksen-timer. Vi har allerede i dag efteruddannelse under bredere børnefællesskaber, i hvordan man arbejder med co-teaching. Men det er klart, at hvis Folketinget kommer i mål med løfterne fra valgkampen, byrådet kommer i mål med løfterne fra konstitueringsaftalen, skal der være markant mere kompetenceudvikling, også for at få mest mulig effekt af de her forskellige ressourcer. Jeg glæder mig til også at få belyst forslaget yderligere en magistratsbehandling. Der er mange forskellige modeller, at det her kan gennemføres på. Der er mange forskellige måder, det kan regnes på, forberedelsestid og alt muligt andet. Der er mange redskaber, der kan bruges, men der er ingen tvivl om, at der ligger en kæmpe stor opgave for byrådet for at komme i mål med de løfter, der er givet. Det er et større trecifret millionbeløb, der er i spil. Men der er heller ingen tvivl om, at vi har en folkeskole, der har brug for, at der kommer et løft. Den bevægelse, der har været fra det almene til specialområdet, gør, at man mange steder har for travlt. Og derfor er der både lokalt, men heldigvis også i Folketinget, rigtig mange, der har hørt løfterne. Og jeg glæder mig til at arbejde videre med det her forslag.
Borgmesteren
Tak for det. Så er det Eva Borchorst Mejnertz, Socialdemokratiet. Værsgo.
Eva Borchorst Mejnertz (S)
Tak for det. Det her forslag er både klogt og ansvarligt. Det viser, at de unge har en skarp forståelse for, hvad der skal til for at skabe en bedre folkeskole. I Socialdemokratiet er vi ikke i tvivl. Flere fagprofessionelle i undervisningen gør en afgørende forskel. Det har vi sagt i mange år. Og senest i sommeren 2025 stillede vi forslag om netop det. To fagprofessionelle i klasserne med særligt fokus på udskolingen, hvor vi ved, at motivationen for mange elever falder. Når vi taler med skolerne, bliver det kun bekræftet. I Aarhus peger 9 ud af 10 skoler på, at flere fagprofessionelle i undervisningen er nøglen til mere inkluderende og motiverende læringsmiljøer. Det handler om kvalitet i undervisningen, om at blive set, om at have tid til den enkelte elev, om at kunne differentiere undervisningen, om at skabe ro, nærvær og faglig udvikling i klasselokalet. Derfor er vi også helt på linje med forslaget her fra Børne- og ungebyrådet, både når det handler om flere voksne i undervisningen og når det handler om kvalitet. Vi er glade for, at de unge selv peger på to fagprofessionelle i undervisningen. De ved nemlig, hvad der virker i hverdagen. Og som de selv skriver, så øger differentieret og tilpasset undervisning både trivsel og fagligt udbytte. Der er ikke brug for flere radiatorlærere, men behov for hjælp til dem, som har brug for det, skriver de. I det nye byråds konstitueringsaftale blev vi heldigvis enige om, at folkeskolen i Aarhus skal styrkes markant. Herunder med to fagprofessionelle i undervisningen. Særligt med fokus på indskolingen ganske vist. Derfor forventer vi selvfølgelig, at byrådets partier samles om dette i forbindelse med budgetforhandlingerne. Og derfor er det også ret vigtigt, at det her emne har fyldt så meget i folketingsvalgkampen, at folkeskolen er kommet så højt på dagsordenen, hvor den også bør være. For det er helt afgørende, at kommunerne ikke kommer til at stå alene, når vi i praksis skal løfte opgaven. Som kommende vikar i Folketinget vil jeg gerne love, at jeg vil arbejde hårdt, for at der bliver skabt de helt nødvendige nationale rammer og investeringer i folkeskolen, så mange forskellige partiers løfter kan indfries. Det, der bliver til noget i virkeligheden, er nemlig det eneste, der betyder noget for vores børn og unge, for de fagprofessionelle i folkeskolen og for forældrene. Alene betyder ord intet. Forslaget sendes nu videre til Magistraten, og derefter bliver det en del af budgetforhandlingerne, og det glæder vi os til. Tak.
Borgmesteren
Selv tak. Så er det Mette Bjerre, SF. Værsgo.
Mette Bjerre (SF)
Flere fagprofessionelle, især i børnenes første skoleår, det har været og er et stort fokus for os i SF. Børnene går fra at være 1 ud af 6 børn til 1 voksen i børnehaven, til potentielt 1 ud af 26 børn i børnehaveklassen. Det er mere end 4 gange så mange børn per voksen, og selvfølgelig kan den her overgang mærkes. Og der er brug for flere voksne, så vi ønsker, at der bliver afsat penge til to voksne i alle timer i indskolingen. Vi er glade for, at Børne- og ungebyrådet med den her indstilling kommer med deres besyv på, hvordan to voksne ordninger i folkeskolen skal gøres bedre. De sætter fokus på frihed til skolerne, og de gør os opmærksomme på, at der kan også være behov for to voksne i de ældre klasser. Det er vi sådan set enige i, og tak for at gøre os opmærksomme på det. Vi ønsker jo netop, at midlerne til at have to voksne i alle timer i indskolingen skal gøres frie, så den enkelte skole kan have frihed til at bruge pengene, hvor de synes, det er mest nødvendigt. Måske er der en 8. klasse, hvor det bøvler. Måske er der klassesammenlægninger på 5. årgang, som giver behov for ekstra fokus i en periode eller noget helt tredje. Det skal skolerne selv have lov at bestemme. Det andet fokus, som Børne- og ungebyrådet har, er på forberedelse. På hvordan man er en god underviser, når man er to voksne derinde. Det synes vi er rigtig godt set. Hvis en time med to voksne skal fungere godt, så skal begge voksne være forberedte til timen, så det ikke ender med, at den ene blot går rundt ned bagerst i lokalet og tysser lidt på enkelte elever, som larmer. Så alt i alt synes vi, at Børne- og ungebyrådet peger på vigtige måder at gøre to-voksne-timer bedre. Vi skal også huske, at lige nu er der jo ikke afsat midler til mange flere timer med to voksne, men det er vores ambition i SF, at der til budgetforhandlingerne arbejdes på at leve op til den ambition, som vi satte sammen med Socialdemokratiet i efteråret, så vi kan støtte en magistratsbehandling.
Borgmesteren
Så er det Martin Christensen, Venstre. Værsgo.
Martin Christensen (V)
Tak for det. Hvor var det fantastisk at snakke med Børne- og ungebyrådet. Det er jo nogle engagerede mennesker, som havde noget på hjerte, og måske skulle vi blive bedre til at snakke med dem og lytte til dem, os der sidder herinde. I venstre, der støtter vi og tiltræder naturligvis indstillingen. I de samtaler, vi havde ved det bord, hvor jeg sad, der sagde de her engagerede unge mennesker, at det, der betød noget for dem, det var temauger. Det var mulighed for fordybelse. Det var lærere, der havde tid til at arbejde med relationer, arbejde med fællesskaber. Jeg bemærker, at skolemad og klassestørrelser på 14 elever ikke blev nævnt en eneste gang. Så bemærker jeg også, at der er flere partier her i salen, der nu er indstillet på, at skolerne selv må bestemme, hvor det giver mest mening, at man bruger midlerne. Hvor der skal være to fagprofessionelle. Det glæder mit liberale hjerte, men det glæder også mit skolelederhjerte, fordi der er forskel på skolerne. Så det er dejligt og positivt at høre, at der nu er flere, der støtter op omkring, at skolerne skal have mere frihed til selv at bestemme. Tak for ordet.
Borgmesteren
Selv tak. Så er det Jeppe Ulrich Lomholt, Enhedslisten – De Rød-Grønne.
Jeppe Ulrich Lomholt (EL)
Jeg vil lige starte med at sige, nu bliver skolemad nævnt af en eller anden grund. Jeg vil lige påpege, at Børne- og ungebyrådet har tidligere peget på skolemad som et meget vigtigt greb. Så det var bare ikke på dagsordenen i dag. Men ja, det der var på dagsordenen i dag, det var jo det her forslag. Og det her forslag er vi jo rigtig godt tilfredse med i Enhedslisten, og vi kan tiltræde det helhjertet. Det flugter jo helt vildt godt, ikke bare med den politik, som vi i Enhedslisten har kæmpet for i rigtig mange år, men nu også med de ambitioner, vi fælles har sat i det her byråd i vores konstitueringsaftale. Enhedslistens politik er dog, at der skal være to lærer- og to-voksen-orden, to-fagprofessionelle, det er, hvad man lige kalder det, at det skal være i alle klasser. Og det er jo ikke, så langt er vi ikke er nået endnu. Ikke med de fælles visioner i hvert fald. Der bliver jo kigget på primært indskolingen. Og som det bliver nævnt her, så ligger Børne- og ungebyrådet op til, at det skal være frisat. At det er skolerne, der selv skal kunne lave de vurderinger. Den ændring af visionen i forhold til, hvad der er blevet fastsat i konstitueringsaftalen, den kan vi godt bakke op om. Og så håber vi, at vi kan nå til et punkt, hvor der både kan være to voksne i indskolingen, i udskoling, og så hvad end det hedder, det inden i mellem. Så vi er i hvert fald villige til at skaffe midlerne til det. Det er der, hvor vi også måske kan blive en lille smule nervøse, fordi hvordan i alverden skal vi udføre det her i virkeligheden, når vi er så presset i forhold til vores serviceudgifter? I Enhedslisten vil vi gerne sende et meget klart og tydeligt signal om, at vi vil rigtig gerne finde løsninger på de her spørgsmål. For eksempel ved, og hvad vi også kan mærke lige nu, er der faktisk anden villighed til at kigge på i byrådet ved at kigge på at skaffe flere indtægter til kommunen ved for eksempel at hæve dækningsafgiften. Eller i hvert fald sætte den tilbage til der, hvor den plejede at være. Vi vil også gerne kigge på, om at hæve skatten måske kunne være en vej frem. Og så bliver vi jo også nødt til på et eller andet tidspunkt at tage stilling til, hvad gør vi i forhold til serviceloven. Det er jo nogle reelle problemstillinger, vi er nødt til at tage højde for i forhold til det her, fordi det her er nogle fantastiske visioner. Vi bakker helhjertet op om det, men vi er også nødt til at oversætte det til virkelighed, og det kræver altså penge. Og det kræver en villighed til at bruge de penge. Tak.
Borgmesteren
Selv tak. Så er det Bünyamin Simsek, Det Konservative Folkeparti. Værsgo. Bünyamin Simsek (KF): Det er jo altid dejligt som politiker at møde virkeligheden. Og den mødte vi i dag i form af Børne- og ungebyrådet. Ærlige, oprigtige og uden filter. Det gør indtryk. Det viser jo også, at det her ikke handler altid om økonomi og penge og at sende flere penge. Det handler om at sikre, at de penge, vi har afsat, og den støtte, vi giver til to fagprofessionelle, blandt andet i indskolingen, rent faktisk også fagligt og kvalitetsmæssigt kommer til udtryk i klassen. Jeg hørte i hvert fald ved det bord, jeg sagde ved, nogle meget, meget kritiske røster fra nogle elever, der oplevede to voksne eller to fagprofessionelle, hvor den ene meget aktivt indøvede sit erhverv, var til stede, hvor den anden sad i et hjørne og var ved at forberede sig til næste undervisningstime. Det er ikke kvalitet. Det kalder på ledelse. Og der vil jeg gerne kvittere naturligvis over for rådmanden Thomas Medom, som lagde for med at ridse nuancerne og forskelligheden op. Og vi har mange arter af forskellige folkeskoler, så det er ikke det generelle billede, men udfordringen er der. Derfor kalder det også på kompetenceudvikling, som flere af ordførerne også var inde på, nemlig hvordan sikrer vi, at de to fagprofessionelle rent faktisk i et samarbejde kommer til udtryk i klassen, så vi får maksimalt udnyttet deres faglighed i den tid, de er i timerne. Og i en tid, hvor Folketinget gerne vil diktere, hvordan kommunerne skal indrette folkeskolen, og i en tid, hvor måske byrådet også i sin iver for at gøre en forskel, prøver på det samme, men så er der behov for den frihed, vi gerne vil give vores decentrale ledelse, altså vores skolebestyrelse, i at bestemme. Og her kom det også til udtryk, som flere af ordførerne også har noteret sig, nemlig at to fagprofessionelle nødvendigvis ikke kun er et behov i indskolingen, men måske skulle komme i de øvrige klasser, i mellemtrinene og senere i folkeskolen. Den frihed skal skolebestyrelsen naturligvis have for at tilrettelægge undervisningen. Så kompetenceudvikling er et væsentligt behov, naturligvis i at støtte op omkring det her forslag fra Børne- og ungebyrådet. Alt i alt så cementerer det, at det er nogle rigtige beslutninger, byrådet har besluttet. Der er bevilget nogle penge, som bliver brugt. Ikke altid helt rigtigt, men eleverne har en stor opmærksomhed og behov for, at der er to fagprofessionelle i klasserne. Det vil vi fortsat blive ved med at støtte op omkring.
Borgmesteren
Så er det Mahad Yussuf, Det Radikale Venstre.
Mahad Yussuf (RV)
Tak for det. Og fra Radikale Venstre skal der også lyde et stor opbakning til det her forslag her fra Børne- og ungebyrådet, som vi synes rammer jo præcis i forhold til de udfordringer, vi står overfor. Både til kommunalvalget og i netop overstået folketingsvalg, så var der jo folkeskolen, den var jo på dagsordenen i den grad. Og det er en folkeskole, som desværre har oplevet en økonomi, der er presset, hvor vi har oplevet nogle klasser, hvor der kan være forskellige udfordringer i forhold til andre. Og i dag, som også flere ordførere har været inde på, har vi også haft fornøjelsen af at sidde med Børne- og ungebyrådet. Og hvis jeg bare skal lige nævne et par ting fra det bord, jeg sad ved, så var netop også uro i klassen noget af det, der fyldte meget. Og i forhold til de rammer, som lærerne arbejder under, som medfører, altså arbejdsmiljøet, hvor de sagde, at vi har alt for ofte skiftende lærere i klassen, som var en udfordring. Det er jo noget, der peger tilbage på den arbejdsmiljø, som lærerne har, og den udfordring, vi har i forhold til, som forslaget også netop egentlig adresserer, altså den forberedelsestid, de har til at forberede. Og det er jo noget, som vi i byrådet, men også Christiansborg, skal tage på os og finde nogle gode løsninger for. Den anden ting, som jeg noterede mig også i, det var, at klassestørrelsen og den her to fagprofessionelle i klassen, hvor jeg egentlig spurgte ind til, men hvis vi kunne kritisere klassestørrelsen, kunne det være en mulighed, når vi alligevel, altså det koster jo rigtig mange penge, som også rådmanden var inde på her, afhængig af, hvilken forskellig model, man nu peger på. Så var det faktisk afgørende for dem, det var de to fagprofessionelle, det var det, der var vigtigst, i hvert fald ved det bord, som jeg sad ved. Og så kunne man jo så finde ud af, om man kunne dele til klassen op i to, og så videre. Der er forskellige muligheder. Men det er et klart signal fra Børne- og ungebyrådet om, at det er noget, som de ønsker. Og så er jeg også helt enig med Venstres ordfører i, at det jo ikke er one size fits all. Det er skolen derude, der bedst kender hverdagen derude, og derfor skal vi også give den frihed og selvbestemmelse til at tilrettelægge den undervisning, som de selv ønsker. Men vi bakker op om, at forslaget sendes til magistratsbehandling, og så ser vi frem til, at den vender tilbage til byrådet.
Borgmesteren
Så er det Louise Svenstrup, Liberal Alliance.
Louise Svenstrup (LA)
Ja tak. Først og fremmest, så vil jeg også gerne kvittere for et meget gennemarbejdet og engageret forslag fra Børn- og ungeudvalget om to-voksen-ordning i de aarhusianske folkeskoler. Og derudover også for rigtig gode samtaler med de unge mennesker i eftermiddag. Det er rigtig positivt at se i forslaget, synes jeg, at der er fokus både på trivsel og på faglighed. To helt afgørende elementer for vores børns fremtid. Fra Liberal Alliances side deler vi også ambitionen om at styrke kvaliteten i undervisningen, Men vi mener også, at løsningen i højere grad skal findes i en to-lærer-ordning og flere faguddannede lærere i klasselokalerne, ikke blot flere voksne som sådan. I 2024 bestod 12 procent af 9. klasses eleverne ikke både dansk og matematik. Det er det dårligste resultat siden 2012. Vi står desuden også i den meget alvorlige situation, at hver femte nyuddannet lærer forlader vores folkeskole inden for de første tre år. Og mange erfarne kræfter, mange erfarne lærere har også forladt folkeskolen og arbejder i dag i andre brancher. Det er altså ikke kun vores børn, der mistrives i folkeskolen i stigende grad. Det er også vores undervisere. Det kalder på handling, men også på de rigtige prioriteringer. Derfor er det afgørende, at vi bruger vores ressourcer klogt. Og her er det rigtige positivt, at forslaget lægger op til, at skolerne selv skal vurdere, hvad der bliver det bedste hos dem. Hver skole er forskellig, og det er de fagprofessionelle tæt på eleverne, der bedst kan vurdere, hvad der fungerer på den enkelte skole. Samtidig må vi jo også erkende, at folkeskolen stadig lider under senfølgerne af tidligere reformer. Inklusionsreformen og heldagsskolen i 2013 er jo det seneste eksempel. Mere af det samme og flere centralt bestemte løsninger er ikke vejen frem. Vi har tværtimod brug for mindre politisk topstyring og mere tillid til lærere og skoleledelser. Hvis to-voksen-ordningerne skal give mening, så skal de være fleksible, de skal være fagligt funderede og lokalt forankret. Ikke et standardiseret tiltag ovenfra. Vi støtter intentionen om bedre undervisning og trivsel, og vi vil insistere på, at kvalitet, frihed og faglighed skal gå hånd i hånd.
Borgmesteren
Selv tak. Så er det Thomas Kastrup Christensen, Dansk Folkeparti.
Thomas Kastrup Christensen (DF)
Tak. Det skal også lyde en kæmpe stor ros fra Dansk Folkepartis side til Børne- og ungebyrådet for et rigtig godt forslag. Jeg vil egentlig også gerne rose de unge mennesker for en rigtig fin dialog og samtale, vi har haft ude ved bordene. Jeg synes, det var vanvittigt spændende at høre deres perspektiv på mange af de her sager. Egentlig også bare få uddybet, hvad er det egentlig, de gerne vil, både med det her forslag, men også nogle af de andre ting, som der går og bekymrer dem. Når det så er sagt, så forslaget her rammer jo ned i noget, som er helt centralt for vores folkeskole, nemlig trivsel, læring og ikke mindst uro i klasserne. Det er jo i sandhed nogle af de emner, som er de største udfordringer, vi har i dag i vores danske folkeskole. Det går ud over alle eleverne i skolen, både dem, som har svært ved det faglige, men egentlig også de enkelte, som har rigtig godt ved det faglige, men som ikke kan koncentrere sig på grund af uro og nogle af alle de her ting. Derfor er tanken og ideen om en styrkelse af to-voksen-ordningen også noget, vi ser positivt på i Dansk Folkeparti. Noget af det, der studsede mig, da vi snakkede med de unge mennesker derude, det var egentlig begrebet radiatorlærer. Det var ikke et begreb, jeg var som sådan bekendt med før, men jeg synes, det var ret interessant at høre, at til trods for, at man har proppet en ekstra voksen ind i lokalet, så har det åbenbart bare resulteret i, at man har ikke fulgt ordningen, eller fulgt den enkelte situation, om det så er ledelsen eller det er os i enten byråd eller folketinget, som ikke har givet de ordentlige ressourcer med, at der ligesom bare har siddet en og ikke rigtig kunne have tid til at engagere sig i den undervisning, der har været. Det synes jeg vækker bekymring. Og jeg synes også, det vidner om, at vi også skal være sikre på, at når vi så tilføjer en ekstra voksen, det koster jo penge, og det koster også ressourcer, at vi så også sikrer, at den person også har mulighed for at kunne forberede sig til undervisning inden, så man ikke skal sidde og gøre det på bagkant, men egentlig også, at man tilretter sig den undervisning, hvor man har valgt at tilføje en ekstra voksen, om det så er en ekstra lærer, eller det er en pædagog, eller hvilken fagperson man har lyst til at inddrage, at man ligesom også indretter undervisningen til, at den person også skal være der, ellers så får vi ikke noget ud af den ekstra person. Og det var nogle af de ting, som egentlig var lidt en øjenåbner for mig, at det ikke nytter bare at gøre noget, men at man også skal have helhedspakken med, så med de bemærkninger, så synes jeg, at det kræver, at man lige har det orientering med også, når man laver de her løsninger.
Borgmesteren
Tak for debatten her. Med de bemærkninger, så er forslaget fra Børne- og ungebyrådet sendt til behandling i Magistraten. Den vender tilbage til en fornyet byrådsbehandling, hvor vi har en række af de ubekendte beskrevet. Tak for god ro og orden. God aften. Tak for i dag. Tak til alle, der har lyttet med og set med.
Speaker index
| Taler | Rolle |
|---|---|
| Borgmesteren | Ordstyrer |
| Thomas Medom (SF) | Byrådsmedlem |
| Eva Borchorst Mejnertz (S) | Byrådsmedlem |
| Mette Bjerre (SF) | Byrådsmedlem |
| Martin Christensen (V) | Byrådsmedlem |
| Jeppe Ulrich Lomholt (EL) | Byrådsmedlem |
| Mahad Yussuf (RV) | Byrådsmedlem |
| Louise Svenstrup (LA) | Byrådsmedlem |
| Thomas Kastrup Christensen (DF) | Byrådsmedlem |
Note: Talernavne og ordlyd følger FirstAgenda-bilaget Byrådsdebat 08.04.2026 (signeret afskrift). FA bemærker, at der ikke er læst korrektur på dokumentet.