Uofficiel borgeravis · Aarhus Kommune er myndighedFor fællesrådProdukterPriserTilmeldSeglPagtLog ind
Kommune-avisen · AarhusBonaLimen i lokalsamfundet

For dig der bor i Aarhus Kommune — byråd, udvalg og dit lokale fællesråd.

Tilmeld

Afskrift · Byrådsmøde 18. marts 2026 · punkt 9 · budget

Budget 2027: Budgetprocedure vedtaget

Byrådet tiltræder Magistratens indstilling om budgetlægningsprocessen for Budget 2027 efter ordførerindlæg om tempo, prioritering og politisk råderum.

AI-genereret fra offentlig afskrift

← Læs den journalistiske artikel

Opsummering

Byråd · nyhed og afskrift fra Aarhus Kommunes FirstAgenda-materiale (signeret byrådsdebat + bilag)

KildeFirstAgenda — Aarhus Byråd 18. marts 2026, punkt 9
Signeret afskriftBilag «Byrådsdebat 18.03.2026»
BilagIndstilling NY VERSION (påført 09.03.2026), Indstilling OPRINDELIG VERSION, Bilag 1: Tidsplan for budget 2026-2029, Bilag 2: Forløbet af og forudsætningerne for budgetlægningen for budget 2027-2030
MetodeOfficiel FA-tekst (ikke Kommune-TV VTT)

Opsummering (neutral)

Byrådet behandlede budgetprocedure for Budget 2027.

Mette Bjerre (SF), Martin Christensen (V), Sarah Jarsbo (EL), Nicolaj Bang (KF) og Mahad Yussuf (RV) markerede forventninger til en proces, hvor byrådet får reel tid til prioritering — uden at låse indholdet af budgettet her.

Beslutning: Magistratens indstilling tiltrådt (tilbage til Borgmesterens Afdeling).

Beslutning

Tilbagesendes Borgmesterens Afdeling med bemærkning, at byrådet i sit møde den 18. marts 2026 har vedtaget Magistratens foranstående indstilling af 10. marts 2026.

Uofficiel journalistik baseret på Aarhus Kommunes officielle FirstAgenda-materiale (signeret afskrift + bilag). Erstatter ikke kommunens egne dokumenter — følg kildelinks.

Kilder / læs mere

Afskrift

Borgmesteren

Så går vi til sag nummer 9, som er budgetprocedure for budget 2027. Her vil jeg lige selv starte med at sige et par ord. Budgetproceduren er jo en køreplan for budgetarbejdet, frem til at vi jo vedtager et budget efter efterårsferien næste år, nej, jo til efterårsferien i år, undskyld. Der er en del i den her køreplan, der ligner sig selv for de af byrådsmedlemmerne, som har været med før. Men på nogle områder kigger vi også ind i en ny slags budgetlægning. Her tænker jeg særligt på rammen for serviceudgifter, som regeringen fastlægger. Den kommer til at blive styrende, og det har vi måtte sande i år, hvor vi netop har indført tilbagehold af udgifter og tvungen opsparing. Og vi skal gøre alt, hvad vi kan for ikke at ende i samme situation i 2027. For at forhindre, at problemer med servicerammen bare flyttes til de efterfølgende år, vil vi reservere servicerammen på 50 mio. årligt, Borgmesterens Afdeling vil vende tilbage med en konkret udmøntning af, hvordan det vil se ud. I budgetforhandlingerne vil vi også få anledning til i 2029 og 2030 at udmønte op til 110 mio. kr. for anlægsbufferen plus 52 mio. kr. fra sidste års anlægsaftale. I budget 2026 blev vi også enige om, at der er brug for en analyse af, hvordan fællesbidraget kan gentænkes. Jeg ser frem til at drøfte en ny model og måde for effektivisering, som er med til at fremme udvikling på tværs af områderne, men også skal være med til at fjerne administration fra førstelinjeleder og frontpersonale. Jeg ser frem til gode konstruktive dialoger med alle byrådets partier. Første indtegnet er Mette Bjerre, SF. Værsgo.

Mette Bjerre (SF)

Tak for budgetproceduren, og overordnet set der synes vi, at den ser fornuftig ud, og vi ser også frem til arbejdet med budget for 2027. Man kan ikke undgå at bemærke, som borgmesteren også gør, at budgetforhandlingerne nu ikke kun handler om, hvor mange penge kommunen har, men i lige så høj grad om, hvor mange penge vi må bruge, for vi nærmer os jo gevaldigt serviceloftet. Det betyder i praksis, at selvom vi har pengene, og selvom behovene er der, så kan vi ikke nødvendigvis bruge dem. Det er ikke noget, vi som kommune selv bestemmer, men det er ærligt talt frustrerende, for vi nærmer os jo netop serviceloftet, fordi behovene er der, i velfærd og i klimaindsatser. Når vi er så tæt på at ramme det her loft, så betyder det også, at nye prioriteringer kræver besparelse andre steder. Og i den situation, der er der måske nogen, der kunne fristes til at pege på mere centralisering som en løsning. Det vil vi gerne allerede nu advare imod. Vi kæmper fortsat med økonomien i Aarhus Ejendomme efter centraliseringen her. Centralisering er desværre ikke et mirakelmiddel, og især ikke, hvis ambitionen samtidig er at spare penge. Til gengæld vil vi gerne fremhæve arbejdet med at gentænke fællesbidraget. I mange år har man kørt en grønthøster over budgetterne for at finde penge til nye initiativer. Men der er grænser for, hvor meget man kan effektivisere. Man kan ikke skifte en ble 0,375% hurtigere år efter år i al evighed. Man kan ikke blive ved med at forkorte besøget hos gamle hr. Jensen, uden at det til sidst går ud over omsorgen. Så vi ser frem til analysen af gentænkningen af fællesbidraget, og til en mere ærlig tilgang til økonomi, hvor vi også anerkender, at velfærd kræver tid og nærvær, og ikke hovedløst kan bespares år efter år. Så vi ser frem til budgetforhandlingerne. Vi kommer til bordet med klare prioriteter, for os handler det først og fremmest om velfærd og klima. Vi vil arbejde for en hverdag med mere ro på for børn, ældre og medarbejdere, med medarbejdere nok i daginstitutioner for skolerne og plejehjemmene. Og vi vil fortsat kæmpe for klima og miljøet i Aarhus, så vi kan nå vores ambitiøse og helt nødvendige mål om CO2-neutralitet i 2030. Samtidig beskytte vores natur og vores grundvand. Så det glæder vi os til at arbejde videre med i budgetforhandlingerne. Vi kan tiltræde indstillingen.

Borgmesteren

Så er det Martin Christensen, Venstre. Værsgo.

Martin Christensen (V)

Tak for det. Venstre støtter proceduren, fordi vi har brug for et fælles udgangspunkt, men også fordi vi mener, at åbenhed og gennemsigtighed bliver helt afgørende i den her proces, vi går ind i. Vi hæfter os ved, at der allerede nu ligger besparelser og rammereduktioner på over 100 mio. kr. årligt fra ’27. Og vi ser frem mod 2030, der vokser de akkumulerede besparelser til mere end 435 mio. kr. Det er markante tal, der viser, at Aarhus Kommune står for meget store økonomiske valg. Fællesbidraget alene, det betyder reduktioner på næsten 64 mio. kr. om året, det bliver fordelt på bl.a. Børn og Unge, Sociale Forhold og Beskæftigelse, Sundhed og Omsorg. Det er kernevelfærd. Derfor mener Venstre, at vi skal være åbne om konsekvenserne, når vi gennemfører de her generelle besparelser. Derudover ligger der administrative besparelser på næsten 18 mio. kr. årligt. Venstre støtter ambitionen om mindre bureaukrati, men det kræver, at besparelserne faktisk tages i administrationen og ikke ender med at presse frontlinjen yderligere. Og når nogle besparelser er midlertidigt finansieret via opsparing, så er det vigtigt, at vi har fuld gennemsigtighed, så vi ikke udskyder nødvendige politiske beslutninger. Samtidig står vi foran forhandlingerne om dækningsafgiften. Her er det vigtigt, at vi ikke kun taler om provenu, men om tillid. Vi bliver nødt til at etablere en aftale, som sender det signal til erhvervslivet om, at man kan regne med de langsigtede politiske rammer. Alternativet det kommer til at underminere tilliden, og det gør det usikkert at investere i byen. Derfor er det helt afgørende for Venstre, at de kommende forhandlinger ender med en aftale, hvor erhvervslivet bliver set og hørt. Ikke som modpart, men som en central af Aarhus’ fremtid. Venstre går ind i arbejdet med en klar vision, en ansvarlig økonomi, en gennemsigtig proces og et erhvervsliv, der ikke bliver prisen, men drivkraften for den velfærd, vi ønsker at styrke. Tak for ordet.

Borgmesteren

Selv tak. Så er det Sarah Jarsbo, Enhedslisten – De Rød-Grønne.

Sarah Jarsbo (EL)

Tak for det. I Enhedslisten tiltræder vi også budgetproceduren. Men det er også vigtigt for os at sige, at en budgetprocedure aldrig bare er teknik. Den sætter rammen for de politiske prioriteringer og for, hvilke muligheder vi reelt giver os selv og de borgere, der er i vores kommune. Lige nu er det ikke kun noget, vi diskuterer herinde. For lidt siden herude for Rådhuset og rundt omkring i byen, der står der borgere, medarbejdere og organisationer og råber op. Vi protesterer mod besparelser på socialområdet og mod en udvikling, hvor velfærden presses år for år. Det er vigtigt, at vi lytter og handler. For vi står med et voksende behov, og ikke mindst på socialområdet, men svaret bliver igen og igen besparelser. Besparelser på forebyggelse, på medarbejdere og på fællesskaber, hvor der ellers er fællesskaber, der griber mennesker, før problemerne faktisk vokser sig større. Og samtidig bliver det fremstillet, som om vi ikke har noget valg. Men det er ikke hele sandheden, efter vores mening. For som det også bliver påpeget i debatten, så er det ikke givet, at vi overhovedet behøver den spareplan i det omfang, der lægges op til. Der findes andre prioriteringer, andre måder at tilrettelægge økonomien og andre politiske valg. Med andre ord, det er ikke kun økonomi, det er politik. Og når vi skærer i det forebyggende arbejde, så risikerer vi at gøre problemerne større, både menneskeligt og økonomisk. Og når vi lader regnearkene styre alene, så mister vi også blikket for menneskene. Vi hører igen og igen, at budgetloven og servicerammen gør det nødvendigt, men også at de rammer er politisk skabte, og derfor kan de også politisk ændres. Derfor mener vi også, at budgetproceduren skal bruges til mere end at administrere denne knaphed. Den skal bruges til at skabe gennemsigtighed og til at tage reelle politiske diskussioner og til at udfordre de rammer, der presser vores velfærd. For vi har et ansvar til at lytte, også når det er ubehageligt, og også for at handle på det. Med disse ord og med alle disse forskellige sammenhænge i forhold til budgetforhandlingerne, vi står overfor, det er det, vi går til forhandlingerne med i budget 2027. Tak for ordet.

Borgmesteren

Selv tak. Så er det Nicolaj Bang, som ordfører for Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Nicolaj Bang (KF)

Fra Konservatives side bakker vi op om budgetproceduren. Det er jo en procedure, der lægger op til, at der skal styr på penalhuset. Det er jo godt for en konservativ at have. Men det står jo også i skyggen af ganske alvorlige situationer på socialområdet og på et ejendomsområde, hvor vi skal have truffet de endelige beslutninger, så vi ikke kontinueret hænger i gamle projekter, som går over budget. Det er ikke nemme beslutninger. Det er ikke beslutninger, der tages uden omkostninger. Man kan bare se ud ad vinduet og se, at det er rigtige menneskers rigtige hverdag, vi har med at gøre her. Derfor ser vi med en vis bekymring frem mod budgetproceduren, men også med en forventning om, at vi har et byråd, som vi så anstår at træffe de beslutninger, der skal til, for at vi får en sund økonomi i Aarhus Kommune, hvor det jo også stadig skal være godt at være borger, uanset hvilken social klasse man kommer fra. Tak for ordet.

Borgmesteren

Så er det Mahad Yussuf, Det Radikale Venstre.

Mahad Yussuf (RV)

Tak. Der skal også lyde fra Radikale Venstre, at budgetproceduren her, som foreligger, egentligt ligner også meget de tidligere budgetprocedurer, vi har haft. Dog med den afgørende forskel, at der selvfølgelig står i skyggen af nogle ret alvorlige udfordringer, som vi står overfor som kommune. Jeg vil bare lige knytte et par ord til. Noget af det, har flere ordførere været inde på, i forhold til den budgetprocedure, som vi skal til at behandle, som egentligt lægger rammerne i forhold til næste års budget og frem mod budgetforhandlingerne. Servicerammen kan jeg notere i hvert fald, at det er noget af det, der spiller en stor rolle i den her budgetprocedure, at det bliver brugt som et styringsværktøj. Det giver god mening for os i Radikale, men vi kan også godt være bekymrede for, at det måske kan danne præcedens fremadrettet i den her byrådsperiode. Vi er selvfølgelig underlagt den hele servicerammen, som staten lægger over kommunerne. Det kunne vi godt ønske os, at det selvfølgelig bliver arbejdet på fra KL, at den ramme bliver større end det, vi har i dag. Så vil jeg også være enig med SF's ordfører i, at det her skal ikke føre til mere centralisering, fremfor at vi ikke fratager den manøvre, som afdelingerne har rundt omkring, altså magistratsafdelingerne har, at det stadigvæk er en mulighed for, at hver magistratsafdeling har en mulighed for at udøve den nødvendige investering, som de har behov for i den velfærd. Og så vil jeg sige, så er vi også helt enig i, at vi gentænker hele fællesbidraget og ser frem til den analyse, der kommer fremover. Tak for ordet.

Borgmesteren

Godt. Tak for modtagelsen og debatten. Bare sige, at jeg synes, det er vigtigt, at man som parti også gør sig nogle overvejelser omkring, hvordan vi løser nogle af de udfordringer, vi kigger ind i. Mange af partierne har nævnt udfordringer på børneområdet, særligt store udfordringer på socialområdet, et ejendomsområde. For at løse det, er vi også nødt til at prioritere. Vi er også nødt til at kigge på nogle af de ting, der er svære. Vi er nødt til at styre på en anden måde, end vi har styret på. Den proces kommer jeg til at sætte mig for bordenden i. Men det betyder også, at der er ting, vi kommer til at skulle lave om. Vi kommer til at skulle prioritere anderledes. Bare for at sige, at hvis man gerne vil det, altså styrke et socialområde, styrke et ejendomsområde, frigøre service- rammen, så er der noget andet, vi ikke skal gøre. Selvfølgelig skal vi samtidig kæmpe for en mere lempelig budgetlov, selvfølgelig skal vi samtidig kæmpe for så gode økonomiaftaler, som overhovedet muligt. Aarhus Kommune er en stor organisation med en stor økonomi, vi kan også godt lave nogle af de her prioriteringer, og dem synes jeg, vi skal forsøge at finde hinanden i, når vi kommer så langt. Med de bemærkninger, så er sag nummer 9 tiltrådt.

Speaker index

TalerRolle
BorgmesterenOrdstyrer
Mette Bjerre (SF)Byrådsmedlem
Martin Christensen (V)Byrådsmedlem
Sarah Jarsbo (EL)Byrådsmedlem
Nicolaj Bang (KF)Byrådsmedlem
Mahad Yussuf (RV)Byrådsmedlem

Note: Talernavne og ordlyd følger FirstAgenda-bilaget Byrådsdebat 18.03.2026 (signeret afskrift). FA bemærker, at der ikke er læst korrektur på dokumentet.

← Tilbage til artiklen